§ 12 – Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver denne gennem ministrene.

Kongen har den øverste myndighed? Det lyder temmelig gammeldags. Hvad skal man forstå ved det? Ja, man skal blandt andet forstå følgende:

§ 14 – Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem.

Virkelig? Det lyder som om Dronning Margrethe mødes hver dag med Lars Løkke & Co. for at aftale hvilken vej, landet skal gå, og at det er dronningen, der svinger taktstokken. Men det er jo ikke rigtigt. Hvorfor står det så i Grundloven? Er der noget, jeg har misforstået? Hvad blev der af folkestyret?

Nu ved jeg godt, at vi i Danmark har Kongelige Undersøgere og dronningerunder, hvor statsministeren rent formelt skal melde sin nye regering til regenten, men det beskrevne forhold virker underligt bagvendt. Hvorfor? Fordi sådan var det faktisk indtil Påskekrisen i 1920, hvor Chr. X dummede sig. Indtil da styrede kongen mere eller mindre suverænt hvem der skulle lede landet, og således regerede Estrup i hele 19 år med noget der lignede diktatoriske beføjelser, selvom han havde flertallet i Folketinget imod sig.

Det danske demokrati blev åbenbart alligevel ikke født med Grundloven, og kongen udøvede sin magt indtil han ikke kunne længere. Men den udvikling har bare ikke rigtig sat sig spor i teksten.

Mere kongehalløj:

§ 19 Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.

Tager dronningen til Bruxelles? Klimatopmøder? Til de møder som Lene Espersen ikke gider at tage til? Næh, men sådan lyder det. Det oplyses dog, at kongen ikke kan starte en krig uden Folketingets godkendelse. Gudskelov for det!

Først i § 19, Stk. 3 står det udenrigspolitiske nævn omtalt – altså det der i virkeligheden tager stilling landets udenrigspolitik.

Bevares, der står også noget om mistillidsvotumer overfor ministre (§ 15) og fra § 28 og frem er der en række meget detaljerede forretningsregler for hvordan Folketinget fungerer, men jeg leder stadig forgæves efter borgeren, efter individet, den almindelige dansker. Det er konger og ministre det hele. Selv i den så højt besungne magtens tredeling har den royale regent fået hele to poster: både den lovgivende og den udøvende magt (§ 3).

Med Freud ind i Grundloven

Jeg har læst forklaret, at man i virkeligheden skal læse ”regeringen” i stedet for ”kongen” i teksten, for så bliver det tydeligt, at kongen blot er en symbolsk figur. Men det står der jo for det første ikke noget om i teksten, og for det andet giver heller ikke den læsning mening. (§ 14 ville blive til: ”Regeringen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre” – altså regeringen udnævner og afskediger sig selv. Undskyld?)

Hvad skal ubefæstede unge mennesker stille op med den slags, hvis de gerne vil sætte sig ind i, hvordan Danmark fungerer? Hvad med indvandrerne, knallertbøllerne, deltagerne i Paradise Hotel? De bliver i hvert fald næppe klogere, hvis de læser Grundloven og vil sandsynligvis stå ret hurtigt af, fordi de ikke vil kunne genkende noget som helst af nutids-Danmark i de første 20 paragraffer. Det er en tekst, der skal tolkes, som de siger i gymnasiet. Ræk mig lige Freud. En cigar er ikke bare en cigar og en grundlov er ikke bare en grundlov. Skal vi vedlægge en læsevejledning: ”PS – vi mener det ikke rigtig”?

Da jeg når til paragraf 45 ud af 89 leder jeg stadig forgæves efter noget, der for alvor begrænser magten og sætter individet i scene. Noget der klinger lige så godt som den amerikanske ”Life, Liberty and the pursuit of Happiness” fra Uafhængighedserklæringen eller ”We the people” fra starten af Forfatningen. Ja, jeg kan såmænd også nøjes med den noget mere prosaiske canadiske ”peace, order and good government” bare for at sætte et eller andet dybere formål i scene. Hvad er den Grundlov andet end forretningsordenen for et møde i antenneforeningen? Særlig sexet læsning er det godt nok ikke. Måske skulle man kalde den Folketingets grundlov, frem for folkets?

Borger med forbehold

Først tre-fjerdele gennem teksten dukker den enkelte borger op, og det kun med anseelige forbehold. Det starter dog rigtig godt:

§ 71 – Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

og senere:

Enhver der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer.

Godt så! Men snart efter:

§ 72 – Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.

Den er god. Men der er plads til undtagelser. Og så er vi jo lige vidt. Det nytter jo ikke noget, at borgerne ikke må aflyttes uden retskendelse – bortset fra, når de godt må aflyttes uden retskendelse.

§ 73 – Stk. 1. Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

Ja ja, spørg lige dem, der får eksproprieret deres grunde til fordel for golfbaner eller private virksomheder.

§ 77 – Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

En klassiker. Men hvad betyder det egentlig i internetalderen? Hvad med censur af internetsider fra udlandet? Eller af dem der bliver klassificeret som børneporno? Det må vel være censur.

Og så er der jo ”ansvar overfor domstolene” – endnu et godt dansk forbehold: Bare fordi det ikke er ulovligt, skal du ikke tro, at det er tilladt! Blasfemi er eksempelvis stadig forbudt den dag i dag, og hensynet til sædeligheden brugtes indtil 1967 til at ulovliggøre pornografi. Det var censur, men givetvis helt i grundlovsfædrenes ånd. De mente ét – vi mener i dag noget helt andet. Men Grundloven har (næsten) helt den samme ordlyd. Det er da mærkeligt!

Der står en masse i Grundloven, som ikke har noget at gøre med, hvordan vi opfatter vores demokrati i dag – og til gengæld mangler der en masse ting, som vi regner for afgørende (f.eks. at en regering skal gå af, hvis den har et flertal imod sig). Det som vi hylder på lørdag er nok ikke så meget Grundloven, som det er tanken om en grundlov – noget der beskytter os imod magtmisbrug og noget der udgør grundlaget for vores samfund.

Der skal med andre ord fortolkes, når man læser Grundloven. Men det nytter jo ikke, at der også skal fortolkes på grundteksten – for hvilket udgangspunkt skal man så bruge til fortolkningen?

God grundlovsdag.

Nørdernes had til censur er vores andres held: For mens stadig flere lande benytter sig af internetcensur – også Danmark – bliver der udviklet endnu flere redskaber til at omgå censuren. På engelsk kalder man dem circumvention tools, og et af de bedste eksempler på nørd-skabt anti-censur er Tor-projektet.

Torden over internettet

Tor-projektet har på trods af navnesammenfaldet med den nordiske tordengud ikke noget med en hammer at gøre – men det smadrer nu internetmuren alligevel, og løser flere problemer samtidig: Tor lader dig både surfe (næsten) anonymt på nettet og lader dig se sider, der ellers er censurerede i dit land. Populært sagt giver Tor dig både skæg & blå briller, så du ikke bliver opdaget, og en nøgle til bagdøren, så du kan komme ind til ”det forbudte”. Teknikken er kompliceret at forklare, men Tor er ganske nemt at bruge: Du downloader blot programmet fra Tor-projektets hjemmeside og kører det på din computer.

Tor blev startet af den amerikanske flådes Naval Research Laboratory omkring 2004, og fik senere finansiering af den kompromisløse internetfrihedsorganisation Electronic Frontier Foundation, men er i dag en selvstændig almennyttig organisation, der får finansiering mange steder fra. Hvis du som velbjerget vesterlænding beslutter dig for at bruge Tor i større udstrækning, så overvej at bidrage med en donation eller ved at stille en server til rådighed for projektet.

Det stærke netværk af nørder

Pengene spiller naturligvis en rolle, men sin virkelige styrke får Tor fra det netværk af nørder, der omgiver det. Det gælder ikke kun Roger Dingledine, der har været med Tor fra starten og er en klassisk nørd med hestehale, runde briller og tør, tør humor – men også den uformelle og flydende gruppe af eksperter, der helt frivilligt konstant holder øje med sikkerheden i netværket.

Det er her, Nørdernes Hævn kommer ind i billedet: Som jeg skrev for en måneds tid siden er det i Internettets tidsalder kun netværksnørderne, der for alvor forstår, hvordan nettet fungerer. Vi andre er prisgivet deres intelligens og integritet. Derfor er den vigtigste kilde til Tors effektivitet alle de nørder, der holder øje med programmets kvalitet, giver feedback og kommer med gode råd. Tor er open source – det vil sige, at alle kan se programmet i kortene og komme med kritik. Enhver fejl vil blive nådesløst straffet med nørdernes værste repressalie: hovedrysten og en spids kommentar, der udstiller, at du bare overhovedet intet har fattet.

Nørderne holder hinanden i ørerne, og det er godt for os andre. For nørderne handler det om logiske problemer og æstetisk smuk kode – men for en internetaktivist i Iran er det blodig alvor at kunne færdes anonymt på nettet.

Internettets idealister

Men hvorfor vælger nørderne at arbejde for Tor-projektet, når de sikkert kunne tjene det 10-dobbelte eller 100-dobbelte andre steder? Svaret er, at de skam gør begge dele. En Tor-medarbejder, jeg har talt med, tager 1000 dollars i timen, når han arbejder for kommercielle projekter, men når han arbejder for Tor og lignende anti-censur-projekter, gør han det gratis. Hvorfor? Fordi det er spændende og udfordrende, fordi det giver street cred, og så simpelthen fordi han er idealist.

Mange af nørderne bag Tor og lignende projekter virker som introverte Star Trek-fans, der hører til i mors kælder. De er hverken romantiske eller flamboyante, men tag ikke fejl: De er i sidste ende lige så idealistiske, oprørske og dødsforagtende som Humphrey Bogart i slutningen af Casablanca. Og så er de betydelig vigtigere for internettets fremtid.

P.S.: Før du for alvor begynder at bruge Tor er det en god idé at sætte dig ind i, hvordan programmet fungerer, dets styrker og begrænsninger. Se eksempelvis her og her. Kort fortalt er Tor en genial løsning på to problemer: Hvordan man kommer ind på sider, der er blokerede og hvordan man bevæger sig på nettet (næsten) anonymt. Der er tale om en både meget avanceret og meget enkel proxy-server, en stedfortræder på nettet, hvor man bevæger sig gennem tre forskellige led, indtil man når sit mål, således at anonymiteten bevares. Det største problem ved Tor er, at netværket er langsomt – men det kan forbedres, hvis blandt andre du stiller en server til rådighed. Så gør lige det.

Desværre ser det ser ud til, at konkurrencen blev lidt af en fuser: Facebook turde alligevel ikke lade siden med tegningerne køre (opdatering: det ser ud til, at Facebook-siden alligevel er online, men at adgangen kommer og går), og også det amerikanske månedsmagasin Reason Magazine endte på en tam finale med en ”Let’s all get along”-tekst og en række billeder, der tydeligvis ikke forestillede Muhammed, men som et andet moderne kunstværk skulle få beskueren til at ”tænke over det at afbillede Muhammed”. Det ser ud til, at profeten Muhammed stadig er urørlig i den amerikanske presse.

South Park startede det hele

Lad os lige opsummere historien: Affæren startede med, at den ofte provokerende amerikanske tegnefilmsserie South Park i april ville fejre seriens udsendelse 200 og 201 med et stort dobbeltafsnit, hvor de blandt andet ville afbilde Muhammed (i et ret indviklet plot, hvor det eneste der kunne redde South Park fra et sagsanlæg fra Tom Cruise og utallige andre latterliggjorte berømtheder ville være at udlevere Muhammed til Tom Cruise, så han kan få “the power not to be ridiculed”). South Park havde tidligere forsøgt at afbilde Muhammed i kølvandet på Muhammedkrisen i 2006, men dengang endte kanalen Comedy Central, der sender South Park, med at censurere Muhammed med en sort bjælke. Beslutningen var så meget mere kontroversiel fordi South Park faktisk i et tidligere afsnit i 2001 havde afbildet Muhammed (som en del af en superheltegruppe bestående af alle de store religioners overhoveder).

I afsnit 200 optrådte Muhammed i bjørnekostume for at man ikke skulle kunne genkende ham, men det var alligevel for meget for det ekstremistiske website RevolutionMuslim.com, der repræsenterer en islamisk gruppe i New York. De udsendte en slet skjult trussel til South Park skaberne Trey Parker og Matt Stone, hvor de i klassisk islamistisk stil ikke direkete truede med mord, (det kunne jo føre til retslige repressalier), men sagde, at man jo ikke kunne svare for følgerne:

We have to warn Matt and Trey that what they are doing is stupid and they will probably wind up like Theo Van Gogh for airing this show. This is not a threat, but a warning of the reality of what will likely happen to them.

Hvis man i øvrigt tjekker de links, der ligger på revolutionmuslim.com og hører en af bagmændene sige, at det skam var helt retfærdigt, at 3.000 amerikanere døde den 11. september 2001, så var der grund til at tage truslen alvorligt. Så da andet afsnit af South Park jubilæumsshowet, nr. 201, blev sendt den 21. april, blev alle omtaler af Muhammed druknet i “bleeps”, som om profetens navn var et bandeord, og han selv var dækket af en sort bjælke (den falske Muhammed i bjørnekostume viste sig i øvrigt at være julemanden). Og det på trods af, at South Park faktisk ikke gjorde grin med selve Muhammed eller Islam. Der var ikke tale om en karikatur i Kurt Westergaard-stil. Muhammed virkede faktisk ret sympatisk – men selv det at tegne en sympatisk Muhammed er altså nok til at få hugget hovedet af.

En tegner tager affære

Comedy Central havde bakket ud og valgt censuren frem for ytringsfriheden. Men det fik tegneren Molly Norris fra Seattle til at annoncere en Everybody Draw Muhammed Day med denne morsomme tegning. 20. maj 2010 blev udvalgt som dagen, hvor alle skulle tegne Muhammed.

Kort efter opstod en Facebook-gruppe med samme formål. Kampagnen fik opbakning fra mange amerikanske blogs. Reason Magazine, der også har en meget aktiv internetside, annoncerede deres egen deltagelse i Tegn Muhammed-dagen. Aktiviteten var overvældende, men både Molly Norris og skaberen af Facebook-gruppen trak sig fra kampagnen, overvældede af opmærksomheden og tilsyneladende også af nogle af de ekstremt obskøne billeder af Muhammed, de fik tilsendt. Kampagnen var blevet viral og var helt ude af deres kontrol. Samtidig blev de bange for de trusler og protester fra muslimer, der ankom i hobetal. Tjeck selv Molly Norris’ side for flere kommentarer.

Tusindvis af Facebook-brugere meldte sig til gruppen, der indtil i går havde 90.000 medlemmer. Nu er den blevet slettet – måske efter protester fra Pakistan, der har blokeret Facebook – og erstattet af en noget mindre gruppe.

Samtidig blev Reasons side oversvømmet med kommentarer. Da jeg tjekkede siden i går morges havde den 965 kommentarer – mange af dem fra Pakistan og mange af dem ekstremt truende. De var af af typen: ”Jeg beklager meget, men du tvinger mig til at bruge vold imod dig” ligesom seriemordere, der siger ”God told me to skin you alive!”. Det er ikke min skyld, at jeg bliver nødt til at slå dig ihjel for en tegning. Det er din!

Reasons side blev lukket for kommentarer, og da de i går viste resultatet af konkurrencen var retorikken fra Nick Gillespies tidligere leder om emnet tonet betydeligt ned, og tegningerne viste egentlig heller ikke Muhammed. Siden lå endda på en ekstern server, der ikke havde noget med Reason Magazine at gøre, og der var lukket for kommentarer. Reason havde helt frasagt sig ansvaret. Er Reason Magazine blevet skræmt i sidste øjeblik? Noget tyder på det.

Dem der ikke vil tegne Muhammed kan naturligvis altid gemme sig bag erklæringer om, at det handler om mellemmenneskelig forståelse og respekt for religioner. Det er også rigtigt, at der i nogle kredse faktisk findes et ekstremt had til muslimer generelt, og man derfor skal være varsom med, hvilke kampagner man rider med på. Men det var altså intet problem at lade Buddha sniffe coke og Jesus se på internetporno i South Park afsnit 201. Den afgørende grund til ikke at tegne Muhammed er – desværre – frygten for repressalier. Som Nolly Morris udtalte, da hun forlod kampagnen: ”Jeg ville imødegå frygten – men så blev jeg selv bange.”

På Revolutionmuslim.com fejrer man dagen med en 35 minutter lang hysterisk tale af Sheik Khalid Rasheed. (Bemærk at siden indeholder udpenslet vold, blandt andet afhuggede hoveder, så gå kun derind på eget ansvar).

Islamister: 1 – Ytringsfrihed: 0

P.S. Tjeck også bloggen Konflikten, der dygtigt argumenterer for, at man ikke krænker muslimer ved at kritisere islamister eller tegne Muhammed. Tværtimod. Ofrene for tegninge-tavsheden er de liberale og moderate muslimer.

P.P.S. – lad os holde debatten høflig og relevant. Generelle racistiske udmeldinger vil ikke blive tolereret.

Reaktionen er ekstremt dårlig stil fra Helle Thorning-Schmidt, der ligner en nærtagende gammel tante, som ikke kan tage imod kritik. Én ting er at blokere en irriterende person fra at deltage i debatten på din egen side – noget helt andet er at klage officielt over personen, så han får slettet sin profil. Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke bare at lukke for dialog, men er decideret hævngerrig. En tynd gentagelse af Danmarks Radios grimme spinatjokken fra januar.

De afslører sig selv

Den nye sag føjer sig til den efterhånden lange række af kontroverser mellem danske politikere og Facebook. Måske er Helle Thorning-Schmidt blevet skræmt af affæren med Mette Frederiksen og folkeskolen?

Da det for to uger siden kom frem, at socialdemokraten Mette Frederiksen havde sat sin datter i en lilleskole, selvom hun højlydt havde prædiket privatskole-afholdenhed, gengav de fleste medier historien som om det var BT, der havde afsløret hykleriet. Men i virkeligheden startede historien på Facebook allerede 3.maj med en nysgerrig Facebook-bruger, der gentagne gange stillede spørgsmål til Mette Frederiksen og hendes holdning til folkeskolen.

Den (erklæret liberale) Henrik Lundquist havde meldt sig ind i Mette Frederiksens Facebook-gruppe som en anden muldvarp, fordi han havde hørt fra en kilde, at Mette Frederiksen havde et barn i lilleskole, mens hun bredt og unuanceret havde udtalt sig om ressourcefulde forældres pligt til at sende deres børn i folkeskole. Han spurgte et par gange og fik den 4. maj Mette Frederiksen til at melde ud: “Det er rigtigt, at vores datter går på en lilleskole. Det har været et svært valg at træffe. Men det har jo da intet som helst at gøre med min opbakning til folkeskolen.”

De fleste kunne nok se, at Mette Frederiksens personlige handlinger faktisk har noget at gøre med hendes opbakning til folkeskolen, så en anden (liberal) Facebook-bruger, Jan Daniel Andersen, sprang straks til tasterne og skrev historien til den brugerstyrede netavis, 180grader.dk. Avisens læsere, der overvejende er liberale, elskede naturligvis historien, der senere blev til en leder. Først herefter tog de etablerede aviser fat, først BT og Ekstra Bladet, senere Politiken, JP og Berlingske. Alt sammen fordi en tilsyneladende uskyldig bruger stillede et uskyldigt spørgsmål på Facebook og fik et tilsyneladende uskyldigt svar.

Tidligere i år har der været eksempler med en pressemedarbejder fra Venstre, der dummede sig gevaldigt med tovlige udtalelser på Facebook, og en DF-politiker blev smidt ud af sit parti, fordi han kom lidt for tæt på politisk ekstremisme på Facebook. Dansk Folkeparti besluttede for et stykke tid siden simpelthen at trække sig fra Facebook for at undgå dumheder, men det kan måske give bagslag, for de kommer til at afskære sig fra en vigtig kommunikationskanal.

Hvorfor er de på Facebook?

Hvorfor er politikerne på Facebook, når de så ofte klokker i kommunikationen? Fordi det der dér, vælgerne er. Efter Barack Obamas overvældende valgsejre i 2008, der næsten udelukkende var organiseret via sociale medier, og hvor Obamas Facebook-side med over 8 millioner fans spillede en hovedrolle, er Facebook et medie, man ikke kan overse som politiker. Ligesom bankrøvere røver banker, fordi det er dér, pengene er, bliver politikerne nødt til at komme til vælgerne, der i stigende grad bruger deres tid på sociale medier, hvor de er svære at nå med traditionelle midler. Problemet i en nøddeskal for moderne kommunikatorer er, at du vanskeligt kan købe dig ind i mit Facebook-feed (bortset fra de små reklamer, ingen klikker på). Jeg bestemmer selv, hvem jeg vil følge. Derfor bliver du nødt til at opføre dig pænt, og du kan ikke kontrollere, hvad jeg gør med de oplysninger, du giver mig.

På Facebook kan man få vælgerne i tale og man kan sætte en dagsorden. Man kan desværre også opleve præcist det modsatte, nemlig at der bliver sat en dagsorden, som man ikke har lyst til at høre om. Det var det, der skete for Mette Frederiksen. Og det er det, der i dag er sket for Helle Thorning-Schmidt.

P.S. – hvis du er bange for at dumme dig på Facebook, og gerne vil kontrollere, hvem der kan se, hvad du skriver, er det måske en god idé at bruge dette program: ReclaimPrivacy.
P.P.S. – det danske sikkerhedsselskab CSIS hævder i dag, at ReclaimPrivacy er spyware. Programmet er ellers blevet anbefalet af førende eksperter, men vent lidt med at bruge det, til vi ser, hvor den lander. Jeg skal nok følge op her.
Opdatering: Historien om, at ReclaimPrivacy.org skulle være sypware, viste sig at være en and. Du kan roligt downloade programmet. (Du skal dog passe på en Facebook-applikation der bærer samme navn). Så mon ikke nedenforstående kommentator Grethe Jensen selv skulle læse lidt på lektien, inden hun kommenterede? Se også her.

Indlægget på ”HuffPo” viser igen, at Internettet er en ny global kampplads for frihed, demokrati og menneskerettigheder. I lighed med den amerikanske udenrigsminister Hillary Clintons både sympatiske og luftige erklæring fra januar, er Kouchner ude i et godt ærinde: Internettets frihed og pluralisme åbner for nye muligheder i kampen imod undertrykkelse og diktatur, og Kouchner har mange vigtige pointer: Især er det vigtigt at se internetaktivister som en fuldgyldig forlængelse af andre former for politisk aktivisme. Dissidenter og kritiske journalister bruger nu nettet som deres primære platform, for deres aviser og tv-stationer er for længst lukkede. Jo da.

Ikke misinformation, tak!

Men der er andre bekymrende takter i Kouchners indlæg. For det er alligevel ikke alle former for ytringer, Kouchner bryder sig om. Han taler om voldelige organisationers ”propaganda og misinformation” og skriver:

I am not talking about absolute freedom that opens the door to all sorts of abuses. Nobody is promoting that. Instead, I’m talking about real freedom, which is based on the principle of respecting human dignity and human rights.

I betragtning af, at Frankrig både censurerer nazistisk indhold på nettet og er i gang med at åbne for hidtil uset internetregulering og overvågning, kan man spørge sig selv, hvad han egentlig mener med det? Mener Kouchner også, at vi skal til at fjerne adgangen til terror-relaterede sider, sådan som en dansk SF’er i sin vildfarelse kom til mene for nogle måneder siden.

Det kan godt nok blive en lang liste over sites, der skal fjernes, og det kan blive en lige så sej kamp at få lov til at beholde sin side, selvom andre mener, at den ikke ”respekterer menneskelig værdighed”. Hvad med Muhammedtegningerne? Overskrider de grænserne?

Et globalt styringsorgan

Kouchners forbehold virker temmelig påfaldende, og dets formål er især at åbne op for udenrigsministerens næste idé: Nemlig et globalt organ til sikring af Internetfriheden. Han skriver:

I think that we should create an international instrument for monitoring the commitments that governments have made and for calling them to task when they fail to live up to them.

Og senere:

Another project is close to my heart. It will be a long and difficult task to implement it, but it is critical. It is to give the Internet a legal status that reflects its universality. One that recognizes it as an international space, so that it will be more difficult for repressive governments to use the sovereignty argument against fundamental freedoms.

På klassisk fransk, universalistisk facon, forestiller Kouchner sig en alliance mellem alle verdens nationer om Internetfriheden. Internettet skal være en ”global fælled”, der skal under demokratisk kontrol. Om Kouchner forestiller sig, at FN skal være rammen om samarbejdet, angives ikke, men det er meget sandsynligt. Det er imidlertid en rigtig dårlig idé. For selvom Kouchner optimistisk fremfører, at organet skal hjælpe cyberdissidenter og forhindre eksport af censurteknologi, så kan man jo bare i fortvivlelse pege på et andet internationalt organ, der skal sikre menneskerettighederne, nemlig FNs eget Menneskerettighedsråd, der i øjeblikket befolkes af nogle af verdens værste menneskerettighedskrænkere, eksempelvis Libyen.

Det er ikke svært at forestille sig, at Kouchners internationale organ – fordi alle ”verdens folk” jo på demokratisk vis skal være med – hurtigt vil blive domineret af netop de stater, som har mest interesse i at kontrollere rådet. Og hvad stiller vi så op, når Kina eller Iran bliver leder af ”FNs Internetfrihedsråd”?

Kouchners tanker virker som endnu en gang verdensfjern universalisme, der ikke tager hensyn til, at staterne jo vil have alle mulige forskellige intentioner ved at indgå i samarbejdet. Og at den store magt, Kouchner vil give politikerne, vil føre til lige så store fristelser til at bruge magten til noget helt andet end formålet.

Nettet har det bedst med at være decentralt og ureguleret. Det skal ikke styres af smagsdommere, for det får sin styrke fra den pluralisme, der lader både fordomsfuldt idioti og oplysningens skattekister optræde side om side. Sådan bør det blive ved med at være – under individets kontrol, ikke staternes, fællesskabets eller demokratiets.

Global internetfrihed, ja tak. International kontrol med nettet, bestemt ikke.

I disse Befrielsesdage, hvor vi fejrer 65-året for den tyske overgivelse i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark, vil jeg snige mig til en påstand: De fleste danskere har deres viden om besættelsen fra Matador. Det gjaldt i hvert fald for mig selv indtil jeg selv begyndte at læse rigtige historiebøger om besættelsen (og da var jeg et godt stykke over 25). Det er jo heller ikke så mærkeligt: Matador giver et fantastisk tidsbillede og skildrer 20 års Danmarkshistorie med indlevelse og humor på en så charmerende måde, at generationer af danskere nu er Matador-junkier. De fleste har deres yndlingsafsnit og deres yndlingspersoner. Jeg afslører mine om lidt – skriv dine i kommentarfeltet!

Bonanza!

Med den nylige relancering af Danmarks Radios Bonanza-arkiv – det bedste ”public service”-initiativ fra DR i lange tider – er hele Matador nu tilgængelig for offentligheden på DRs net. Her kan nye generationer opleve serien om familierne Skjern og Varnæs’ kamp om fremtiden i den fiktive provinsby Korsbæk i 1930’erne og 40’erne med krise, kapitalisme og krig. Det er og bliver den danske tv-series guldstandard, på trods af at skuespillet sine steder virker noget bedaget og tempoet er langsomt. Alligevel lever serien stadig takket være sine ekstremt velskrevne karakterer, der fungerer både som folkekomiske arketyper og som dramatiske figurer, der udvikler sig i løbet af serien og som må omstille sig de nye tider eller gå under. Her er krigen naturligvis den ultimative dramatiske katalysator: Stikker de halen mellem benene eller klarer de udfordringen?

Yndlingsafsnittet – hvorfor?

Intet sted står dramaet klarere end i det afsnit, der både er mit og mange andre danskeres yndlingsafsnit: Afsnit 18, ”Hr. Stein”, hvor den evigt bekymrede Maude Varnæs (Malene Schwartz) finder sin indre heltinde og kører den jødiske bankfuldmægtige (John Hahn-Petersen) i sikkerhed fra de tyske forfølgere. Afsnittet lader også en anden af seriens krystere – den homoseksuelle Daniel Skjern (Jim Erichsen) – mande sig op og deltage i redningen af Hr. Stein, men såmænd i grisehandler Larsens koksdrevne klumpedumpe-lastvogn, for at det hele ikke skal blive alt for alvorligt. Jeg tror de fleste danskere elsker det afsnit, både fordi det er et billede på det mod, selv den mest ængstelige af os gerne vil udvise i krisesituationer, og fordi det er et rigtig godt portræt af hvad der faktisk skete i oktober 1943: De konfliktsky danskere mandede sig op og fik smuglet jøderne ud af landet. Historien holder.

Er Matador så historie? Skal vi så til at uddele Matador som anskuelseskunst til de unge mellem 18-25, der åbenbart ikke har helt så stor viden om Besættelsen, som vi gerne vil have? Nej, helst ikke, for mens det nok er rigtigt, at Matadors skildring spiller en stor rolle i den kollektive bevidsthed om besættelsen, så er det til gengæld også rigtigt, at portrættet af modstandsbevægelsen som helhed er meget misvisende.

Den kulturradikale modstandsbevægelse

Kendte man således kun modstandsbevægelsen fra Matador kunne man komme til at tro, at den primært bestod af ældre, kulturradikale læger (Ove Sprogøes doktor Hansen), violinspillende bankdirektører med sørgmodige øjne (Jesper Langbergs Kristen Skjern) og solide landbokoner med forretningssans og et hjerte af guld (Lily Brobergs Kathrine Larsen) – sekunderet af en socialt frisindet baron og så lige en enkelt ung bankassistent, der ender med at blive skudt af tyskerne. Forstå mig ret – jeg elsker Lily Brobergs Kathrine ud over alle grænser, men at gøre en type som hende til leder af Korsbæks modstandsbevægelse og ansvarlig for forbindelsen til de illegale ruter grænser til historieforfalskning.

Virkeligheden er tværtimod, at modstandsbevægelsen hovedsageligt bestod af ganske unge mennesker fra de ekstreme dele af det politiske spektrum. Nogle af dem var kommunister, der var tvunget under jorden da Stalins skrøbelige alliance med Hitler gik i vasken ved angrebet på Sovjetunionen i juni 1941. Andre var stærkt nationalistiske unge mænd med tilknytning til partiet Dansk Samling og til dels KU, og de var paradoksalt nok lige så anti-kommunistiske som de var anti-nazistiske. De var hverken kulturradikale bedsteborgere eller demokratiets bedste børn. De var oprørere.

Det er endnu et af besættelsestidens paradokser, at den modstandsbevægelse, der ledte kampen for det vi i dag kalder et ”frit og demokratisk” Danmark på mange måder havde et anstrengt forhold til demokratiet. Billedet blev noget mere broget imod slutningen af krigen, hvor rekrutteringen til modstandsbevægelsen blev en del bredere, men initiativet til væbnet kamp blev taget af unge mænd, der ønskede at gøre oprør imod netop de demokratiske og ansvarlige partier, især Socialdemokraterne og Venstre. De var nok demokrater i en vis forstand, men det skar dem i hjertet, da “de gamle” politikere vendte tilbage til magten efter krigen.

Den slags nuancer er der naturligvis ikke plads til i en fiktionsserie som Matador – og det skal der i øvrigt heller ikke være! Matador er en fiktion om Danmark fortalt gennem et helt specifikt perspektiv, og glimrende som sådan. Men når vi i disse dage prøver at lære yngre generationer om besættelsen, er det måske bedre at lede dem hen til Frihedsmuseets netudstilling og deres nye database over modstandsfolk. Eller til DR Bonanzas virkelige klip og dokumentarudsendelser fra besættelsen.

Fik jeg i øvrigt sagt, hvem min yndlingskarakter er? Lærer Andersen, naturligvis!

Rigtig gættet, det var såmænd faglig sekretær i 3F og ny i toppen hos folkesocialisterne, Mattias Tesfaye, der på sin blog på Avisen.dk for mindre end en måned siden skrev: Lad os få en maksimumløn! på 50.000 kroner. Alt over var i følge den røde blogger overflødig luksus, som Fællesskabet ikke kunne give plads til. Man så allerede horder af overlæger, fagforeningspampere, mellemledere, direktører, departementschefer, entreprenører og succesfulde kunstnere på vej imod lufthavnen. Hvordan er det nu, man får visum til USA?

Dermed gav den 29-årige komet, der var blevet valgt til landsledelsen med det højeste antal stemmer, et voldsomt vingeskud til SF’s drømme om at fremstå som et ansvarligt regeringsbærende parti. Der er åbenbart stadig ikke renset ud blandt de økonomiske landsbytosser.

Økonomisk idioti

Udover den økonomisk katastrofekurs i forslaget kunne man ikke lade være med at hæfte sig ved den utilslørede foragt for mennesker, der vælger at leve på en anden måde end Tesfaye. Vil du have en stor bil til familien? Beklager, det kan Fællesskabet ikke give plads til i øjeblikket. Du må vente til næste femårsplan. I øvrigt er det sundere for dig at tage cyklen.

Mattias Tesfaye fik en hurtig tur i mediemøllen, men Villys pressevante håndlangere var tilsyneladende hurtigt ude. I hvert fald er den oprindelige blogpost nu blevet udstyret med en intro, der oplyser, at ideen om en maksimumløn skam ikke var ment alvorligt og at bloggeren blot ville ”starte en debat om den stigende lønspredning i både den private og offentlige sektor”. Helt sikkert. Det virker cirka lige så troværdigt, som hvis en af landsbytosserne fra Dansk Folkepartis overdrev undskyldte en racistisk bemærkning ved at sige, at han ”bare ville starte en debat om integrationen”.

Men Tesfaye fik åbenbart lov til at slippe af sted med bommerten. Hvad pokker, han er jo også ung og uden for indflydelse … eller nej, det er han jo så ikke. Hvor mange af de andre hundrede SF’ere, der stemte på ham til landsmødet, deler i grunden hans idé om et lønmaksimum? Mit bud er: Betydeligt flere end de vil stå ved. Er Millionærskatten i grunden ikke den samme form for idioti, bare sagt på en mere politisk spiselig måde?

Tåbeligheder og modbydeligheder

Afsløringen af Tesfayes dumheder (der jo hele tiden har været synlige for alle, takket være Internettets magi) lægger sig i slipstrømmen på andre tåbeligheder fra venstrefløjen, der giver mindelser om de gode gamle dage, hvor venstrefløjen skulle hundse og regere med alle. Julie Rademacher fra Socialdemokratiet foreslog for et par uger siden at, man burde tvangsopløse firmaer, der ikke fulgte venstrefløjens kvotesystem for kønsligestilling i ledelsen. Ikke mere pjat, nu skal vi bestemme!

Eller hvad med den nyeste udmelding fra venstrefløjens darling, Evo Morales, præsident i Bolivia: Genmodificerede kyllinger gør mænd til bøsser. Han tilføjer, at alle europæiske mænd er skaldede i modsætning til de sunde, indianske mænd – eller skulle vi sige ”sunde ariske mænd”? Foruden at være socialist af den gamle skole, hvor staten skal eje så meget som muligt, er Morales en forbenet nationalistisk, intolerant homofob – men alligevel fejrer venstrefløjen ham gang efter gang, eksempelvis på Klimaforum 09, hvor han sammen med den endnu mere groteske Hugo Chavez deltog til mængdens udelte jubel. Morales er demokratisk valgt – og han er en landsbytosse med kuleskøre, konspiratoriske ideer om alt mellem himmel og jord.

Føj hertil, at en af de vigtigste personer i SF er den tidligere kommunist Ole Sohn, tidligere tilhænger af Sovjetunionen og proletariatets diktatur. Han deltog i 1989 i fejringen af DDRs 40-års dag – et regime, der slog op imod 200 af dets egne borgere ihjel fordi de ville flygte fra slavelejren. Det er mig en gåde, at Ole Sohn stadig har en blomstrende politisk karriere.

Mattias Tesfaye har for øvrigt selv været kommunist, som medlem af DKP/ML, en ekstremistisk fraktion, der så Albanien under Hoxha som idealsamfundet. Sohn og Tesfaye kan ikke engang undskylde sig med, at de har været blåøjede idealister og utopister. De har bevidst støttet op om den eksisterende socialismes værste frontfigurer.

Den ekstremistiske og totalitære venstrefløj er ikke død og borte. Den lever lige under overfladen som et spejlbillede på højrefløjens indre svinehund. Men i modsætning til højrefløjens landsbytosser, der takket være en vågen presse nådesløst bliver sorteret fra, tager venstrefløjen gylletanken med helt ind i Folketinget.

Hvad er en nørd? På moderne dansk er en nørd en person med særlige og mærkelige, interesser, som han – for det er oftest en han – går op i med liv og sjæl: Rollespil, computerprogrammering, tegneserier og alt godt fra Fantask. Nørderne er kun sjældent socialt kompetente, og nogle af dem er deciderede autister, men de ved alt om deres emne, hvilket gør dem uundværlige i den højt specialiserede, moderne vidensøkonomi (hvis de kan aflægge sig de værste unoder). Det kan godt være, at de ikke går op i personlig hygiejne, men der er jo så mange andre ting, der er vigtige, når man sidder bag en computerskærm.

Kongen over nørderne

Den arketypiske nørd er Bill Gates, grundlæggeren af Microsoft og verdens rigeste mand. Historien om den unge, bebrillede nørd, der sjældent så folk i øjnene og skrev computerkode hele natten, er omdrejningspunktet i det nyeste nummer af det toneangivende, amerikanske tidsskrift Wired. Det er nørdernes hoforgan, og vi var mange (forhenværende?) nørder, der smilte bredt over forsiden med en stolt Bill Gates og overskriften: Geek Power – How hacker culture conquered the world. Ved siden af Gates sidder Mark Zuckerberg, den kun 25-årige grundlægger af Facebook og computernørdernes nye konge. (”Hacker” skal i denne sammenhæng ikke forstås som en computer-kriminel, men i den oprindelige betydning af ordet: som en der skaber kreative og nye computerprogrammer.)

Artiklen handler om Nørdernes Magt (på dansk bruger vi nørd for både det engelske ”nerd” og ”geek” selvom der er subtile forskelle) og forfatteren Steven Levy følger op på sin 25 år gamle bog Hackers, der blandt andet interviewede en ung Bill Gates, som i de år barslede med den første version af styresystemet Windows. Det var sandsynligvis den mest afgørende opfindelse i de sidste 25 år.

Når man ser de tidlige billeder af Bill Gates og de andre hacker-nørder, kan man godt se, at de har haft svært ved at få en date på en fredag aften. De er blevet gjort til grin af sportsbøllerne og hånet af de kønne piger, som vi har set det i utallige amerikanske collegefilm – men de endte med at grine hele vejen til banken. Selv Bill Gates fik da også en både sympatisk og køn kone, Melinda Gates, som han nu driver en gigantisk godgørende fond med. Der er blevet sagt mange grimme ting om Bill Gates – også af andre nørder, der har kritiseret hans forretningsmetoder – men at manden har haft succes, for det meste for det gode, kan man ikke tage fra ham.

Hellere Gandalf end Hamlet

Tidligere skulle man være dannet og belæst for at gøre karriere. Man skulle vokse op i en pæn familie, være velopdraget og kunne sin Homer og sin Shakespeare, uanset om man skulle være ingeniør, læge eller videnskabsmand. Der var én form for dannelse og uden den kunne man godt opgive tanken om at komme på samfundets højeste trin.

Hele det dannelseshierarki har nørderne – godt hjulpet på vej af kapitalismens dynamik – skudt i smadder. Nørden kender sin Tolkien bedre end sin Homer og han ser hellere Star Trek end Shakespeare. Han er ikke høflig eller velsoigneret, men går i en gammel t-shirt og har ikke været i bad, fordi han har programmeret hele natten. Han ved ikke, hvordan han hilser på folk, han kan ikke give piger vittige komplimenter og han er ikke sjov ved cocktailselskaber. Han bryder sig ikke om autoriteter og regner ikke folk for noget, hvis de ikke kan noget indenfor hans felt – hvis de ikke er nørder ligesom ham.

Alligevel er nørden blevet den vigtigste, fordi det han kan, er så afgørende: Han kan overskue logiske systemer, hvilket gør ham uvurderlig i computerindustrien, der står for stadig mere af samfundsøkonomien og væksten. Det er nørder, der skaber computerens styresystemer, det er nørder, der holder internettet gående, og det er nørder der står for udviklingen af hele den eksponentielt voksende mængde af sociale og digitale medier, der i de næste år kommer til at revolutionere vores verden.

På en måde er nørdernes værdier ret sympatiske: De er mere interesserede i kreativitet og skabelse end i penge for pengenes skyld. De er ligeglade med, hvem din familie er eller hvordan du går klædt: de vil vide hvad du kan. På den måde er de moderne og demokratiske – de er meritokrater: de vil have at æren skal tilhøre dem, der har gjort sig fortjent til den. Du kan ikke snyde dig til at være en god programmør. Du kan ikke bluffe dig til at være en nørd. At være nørd kræver – paradoksalt nok, fordi nørder ikke ligefrem er casanovaer – lidenskab.

…

Fortsættelse følger en af de nærmeste dage i ”Nørdernes Hævn II”, hvor jeg undersøger nørdernes indflydelse på Internet Revolutionen – feltet hvor internet og politik mødes.

Den såkaldte ”liberalisering” af spilleloven er så meget desto mere vammel fordi den bruger censurens voldsomme magtmiddel til at beskytte et oldnordisk, ineffektivt og latterligt monopol, Danske Spil – leverandør af Tips og Lotto og andre ligegyldigheder.

Danske Spil truet af konkurrence

Sagen er den, at Danske Spil med god grund føler sig truet af de mange spilletilbud på udenlandske spillesider: Først og fremmest de populære pokersider og bookmaker-sider som Ladbrokes. Danskerne spiller anslået hos udenlandske bookmakere for 4 milliarder om året, og de penge vil Danske Spil naturligvis gerne have fat i. Man kan også forestille sig, at Danske Spil overvejer snart at udbyde internetpoker, og ikke bryder sig om konkurrence fra effektive, private udbydere. Nej, at spille poker på nettet skal helst være lige så kedeligt som Tipslørdag i 80’erne. Væk mig når Dong’en lyder.

For at undgå at blive udkonkurreret af de glimrende udenlandske spillesider, har Danske Spil bedt Storebror Stat om hjælp, og nu kommer altså ”liberaliseringen”: Udenlandske hjemmesider får allernådigst lov til at udbyde spil til danskere, men kun hvis de køber behørig ”licens” hos ”Spillemyndigheden” (ja, det hedder den), der – for ligesom at afsløre hvad sagen virkelig handler om – sorterer under Skatteministeriet. Hvis siderne ikke køber licens, bliver de danske netudbydere beordret til at lukke for adgangen (en såkaldt DNS-blokering). Bum, færdigt arbejde.

Og hvad koster så den licens? Jamen, den koster såmænd ”kun” 250.000 kroner i gebyr for ansøgningen og 20% af bruttoindkomsten (det er omsætningen fratrukket udgifter til præmier, men altså før andre skatter og afgifter er betalt). Wow. Jeg ved ikke engang, om Tony Soprano bad om beskyttelsespenge i den liga. For det er jo det, det er: Beskyttelsespenge. Betal, eller vi lukker for din side. Meningen er naturligvis ikke, at de udenlandske sider rent faktisk skal købe en licens. Meningen er, at de skal afskrækkes fra at købe en, så Danske Spil også i fremtiden kan sidde på flæsket.

Statssanktioneret censur

Men selv hvis man ikke mener, at Danske Spil er et infamt monopol, der omgående burde kastes på møddingen, burde man blive mere end bekymret over de retssikkerhedsmæssige implikationer af den nye lov. For hvem bestemmer, hvilke sider der skal blokeres? Det gør embedsmænd i Skatteministeriet rent administrativt, hvis der ikke er købt licens. Er der appelmuligheder for udenlandske sider? Nej, for lukningen er jo ikke en ”straf”, men en ”tilladelse”. De kan jo bare søge om tilladelse – og betale.

Allerede er brugen af internetcensur i Danmark ret problematisk – der er uden retssikkerhed lukket for børneporno og et par fildelingstjenester – men det her initiativ tager virkelig prisen. Censur er med den nye spillelov ikke en form for nødværge for at undgå ulovligheder eller misbrug, men simpelthen en del af statens værktøjskasse, når den skal have nye indtægter eller beskytte interessegrupper.

Sagen viser desværre, at alle os ”liberalist-flippere”, som Peter Skaarup vrængede, der har advaret om glidebaner og manglende retssikkerhed, har haft fuldstændig ret. Hvad bliver det næste, der skal blokeres? Internetboghandleren Amazon, fordi den tager indtægter fra de danske boghandlere? Videokanalen Youtube, fordi den tager seere fra Danmarks Radio? Mulighederne er næsten uendelige, hvis den her ”liberalisering” bliver gennemført. Velbekomme.

P.S.: For lige at komme indvendingerne om, at Danske Spil ”går til et godt formål” i forkøbet. Danske Spils økonomi er sammensat på følgende måde (det kan man læse på deres hjemmeside): Der omsattes i 2009 for 10,1 milliarder kroner, og heraf blev 6,1 givet tilbage i præmier (det er en tilbagebetalingsgrad på ca. 60% sammenlignet med de internationale kasinoer og pokersites, der betaler over 90% tilbage i præmier). Af de resterende 4 milliarder blev kun 1,4 milliarder udbetalt til de såkaldte ”gode formål”. Resten – profitten – deler staten (1,1 milliard) med de 260 solide funktionærstillinger i Danske Spil og de 3.700 forhandlere (kiosker med mere). Kort sagt er der tale om en profit på hele 25 %, der bliver maskeret ved at give lidt håndører til godgørende arbejde. Regningen betales af Danmarks godtroende spillere, der som sædvanlig kyses til ro med henvisninger til fællesskabet og den almægtige statskasse.

P.P.S.: Argumentet om, at licensen skal forhindre ”svindlersites” holder heller ikke. Spillemyndigheden har hverken kompetence eller midler til at gå de internationale sites efter i sømmene. Den udskillelsesproces foregår langt bedre på et frit marked end med en licensordning.

Umiddelbart virker videoen som et oplagt eksempel på overdreven og skødesløs voldsanvendelse, men fordi vi ikke kender konteksten til optagelserne – hændelsen fandt sted den 12. juli i Bagdad-bydelen Sadr City, der dengang var i hænderne på den ekstremistiske Mahdi-militis, der ofte var i kamp med amerikanske styrker – så er det svært at drage forkromede konklusioner. Det er givet, at nogle civile er blevet dræbt i noget der ligner en forfærdelig fejltagelse, men var der tale om en kriminel handling, som man ikke kan acceptere i krig? Endnu har det amerikanske militær ikke udtalt sig officielt om sagen, men allerede i 2008 diskuterede CIA, hvordan de kunne lukke munden på sitet (i en rapport der ganske elegant også blev lækket af WikiLeaks).

Mord eller krig?

Det her er ikke forummet til at dømme om sagens krigsjuridiske implikationer, men de interesserede kan læse videre hos blandt andre The Economist, Reason Magazine, Weekley Standard, Newsweek, The New Yorker og bloggeren Confederate Yankee, der har mange interessante detaljer om den militære baggrund. Man kan også se Wikileaks ansigt udadtil, Julian Assage, i et interview med Al Jazeera, hvor han giver sin udlægning af videoen. Husk at tjekke hændelsens Wikipedia-side, der er i rivende udvikling. Som altid er blogs og internetsøgninger en fantastisk kilde til at finde kontekst og blive klogere.

Ingen kan tilsyneladende blive enige om, hvad WikiLeaks står for: Nogle kalder sitet anti-amerikansk, mens andre mener, at de er agenter for CIA og Mossad. Både de store mediehuse, venstrefløjen og nynazisterne elsker sitets afsløringer. Noget må de jo gøre rigtigt.

Konteksten forsvinder

WikiLeaks har siden starten i januar 2007 offentliggjort tusindvis af hemmeligstemplede dokumenter og videoer om stort og småt – fra korruption i Kenya til de famøse klima-emails og vor egen lille Jægerbogsskandale – men problemet er ofte, at den slags lækkede oplysninger sjældent kan stå alene uden kontekst og baggrundsinformation. Pointen med WikiLeaks er, at alle kan byde ind på at skabe kontekst for de lækkede oplysninger (det samme princip som internetleksikonet Wikipedia), men spørgsmålet er, om det er nok. WikiLeaks har næppe hverken bemandingen eller viljen til at sikre objektivteten på samme måde som Wikipedia har.

WikiLeaks bidrager i hvert fald selv med en temmelig ladet kontekst til Irak-videoen: Her omtales drabene uden videre som ”indiscriminate” (vilkårlige), optagelsen indledes med et citat om propaganda fra George Orwell og den særlige side om videoen har Wikileaks endda kaldt ”collateral murder” (mord som bivirkning), a la den militære eufemisme, der omtaler skader på civile som ”collateral damage”. Ordene skaber unægteligt et ret forudfattet indtryk af, hvad der foregik i Bagdad den dag i juli 2007. Det er i hvert fald ikke en ”vagthund” eller ”whistleblowers” neutrale afsløring af fakta, der er på spil her. WikiLeaks kan i øvrigt meget vel have ret i udlægningen, men det er en anden diskussion.

Berlingske Tidendes egen Lars Henrik Aagard har allerede givet en god gennemgang af WikiLeaks baggrund, men det er i øvrigt værd at konstatere, at sitet lige nu er det store samtaleemne på sociale sites som Twitter, og sagen ligner mere og mere en værdig aftager til store forbilleder som de notoriske Pentagon Papers, New York Times afslørede i 1971, eller den “Deep Throath”, der lækkede Watergateaffæren til Washington Post. WikiLeaks er Deep Throaths uansvarlige lillebror på Red Bull og Counterstrike, som tager imod hvad som helst, der lugter af magtmisbrug og dårlig samvittighed. Som sådan er sitet en gave til både journalister og ansvarlige borgere, men indholdet skal også tages med et gran salt.

Nettets paradoks

Anonymiteten på WikiLeaks fremhæver et interessant paradoks ved nettets muligheder: På den ene side er det godt, at anonyme ”sladrehanke” kan komme ud med deres oplysninger og afsløre korrupte forhold, men på den anden side er anonymiteten også akilleshælen: Vi aner jo i sidste ende ikke noget om, hvem de egentlige afsendere af dokumenterne eller videoerne er, og de kunne lige så godt være falske som sande. Nu kunne jeg næppe forfalske Irak-videoen, men eksempelvis disse forholdsvist uinteressante CIA-filer om islandske politikere kunne i princippet være skrevet hjemme på min computer. Her må vi stole på WikiLeaks bagmænd, men er der egentlig nogen grund til det? Bag sitet står et mere eller mindre anonymt kollektiv som hverken står til ansvar presseetisk eller økonomisk overfor andre. Det er godt, når journalister af og til kan bruge anonyme kilder, men er det nødvendigvis godt, at journalisterne også selv er anonyme?

Svindel og sjusk foregår naturligvis også i de etablerede medier (hvem husker ikke Rathergate?), men strukturen bag WikiLeaks er uigennemskuelig, og principperne ret mudrede. Ligesom nettet selv er WikiLeaks en decentral organisation: Der er intet hovedkvarter, serverne står i Sverige med backups andre steder i verden, og organisationen benytter sig af lånt/delt computerkraft, når store filer skal dekrypteres – eksempelvis bad WikiLeaks om hjælp til Irak-videoen over Twitter.

Det er på den ene side en styrke for WikiLeaks, at sitet kan operere helt frit for ansvar, men det er også et problem, for er der ikke nogle dybere grænser for, hvad man kan tillade sig at vise? Hvad nu hvis sitet eksempelvis – ud fra en overbevisning om, at man ikke kan ”vælge side” mellem NATO-styrkerne og Taleban – afslørede hemmeligholdte angrebsplaner fra Afghanistan, som gav Taleban mulighed for at forberede sig og slå igen, og danske soldater døde som resultat af afsløringen? Informationer er farlige, når ingen står til ansvar for dem, og det er både WikiLeaks’ – og nettets – styrke og svaghed.