Fri poker til folket

Af Lars Hvidberg 53

Som en tyv om natten har Danmark fået en ny spillelov, der gør internetcensur til noget ganske selvfølgeligt. Hvis loven vedtages, og det gør den, kan Skatteministeriet uden videre fra sommeren 2010 beordre internetudbydere til at blokere for udenlandske spillesider, der ikke har købt dansk licens. Loven er skandaløs og der bør rejse sig en folkebevægelse imod den.

Den såkaldte ”liberalisering” af spilleloven er så meget desto mere vammel fordi den bruger censurens voldsomme magtmiddel til at beskytte et oldnordisk, ineffektivt og latterligt monopol, Danske Spil – leverandør af Tips og Lotto og andre ligegyldigheder.

Danske Spil truet af konkurrence

Sagen er den, at Danske Spil med god grund føler sig truet af de mange spilletilbud på udenlandske spillesider: Først og fremmest de populære pokersider og bookmaker-sider som Ladbrokes. Danskerne spiller anslået hos udenlandske bookmakere for 4 milliarder om året, og de penge vil Danske Spil naturligvis gerne have fat i. Man kan også forestille sig, at Danske Spil overvejer snart at udbyde internetpoker, og ikke bryder sig om konkurrence fra effektive, private udbydere. Nej, at spille poker på nettet skal helst være lige så kedeligt som Tipslørdag i 80’erne. Væk mig når Dong’en lyder.

For at undgå at blive udkonkurreret af de glimrende udenlandske spillesider, har Danske Spil bedt Storebror Stat om hjælp, og nu kommer altså ”liberaliseringen”: Udenlandske hjemmesider får allernådigst lov til at udbyde spil til danskere, men kun hvis de køber behørig ”licens” hos ”Spillemyndigheden” (ja, det hedder den), der – for ligesom at afsløre hvad sagen virkelig handler om – sorterer under Skatteministeriet. Hvis siderne ikke køber licens, bliver de danske netudbydere beordret til at lukke for adgangen (en såkaldt DNS-blokering). Bum, færdigt arbejde.

Og hvad koster så den licens? Jamen, den koster såmænd ”kun” 250.000 kroner i gebyr for ansøgningen og 20% af bruttoindkomsten (det er omsætningen fratrukket udgifter til præmier, men altså før andre skatter og afgifter er betalt). Wow. Jeg ved ikke engang, om Tony Soprano bad om beskyttelsespenge i den liga. For det er jo det, det er: Beskyttelsespenge. Betal, eller vi lukker for din side. Meningen er naturligvis ikke, at de udenlandske sider rent faktisk skal købe en licens. Meningen er, at de skal afskrækkes fra at købe en, så Danske Spil også i fremtiden kan sidde på flæsket.

Statssanktioneret censur

Men selv hvis man ikke mener, at Danske Spil er et infamt monopol, der omgående burde kastes på møddingen, burde man blive mere end bekymret over de retssikkerhedsmæssige implikationer af den nye lov. For hvem bestemmer, hvilke sider der skal blokeres? Det gør embedsmænd i Skatteministeriet rent administrativt, hvis der ikke er købt licens. Er der appelmuligheder for udenlandske sider? Nej, for lukningen er jo ikke en ”straf”, men en ”tilladelse”. De kan jo bare søge om tilladelse – og betale.

Allerede er brugen af internetcensur i Danmark ret problematisk – der er uden retssikkerhed lukket for børneporno og et par fildelingstjenester – men det her initiativ tager virkelig prisen. Censur er med den nye spillelov ikke en form for nødværge for at undgå ulovligheder eller misbrug, men simpelthen en del af statens værktøjskasse, når den skal have nye indtægter eller beskytte interessegrupper.

Sagen viser desværre, at alle os ”liberalist-flippere”, som Peter Skaarup vrængede, der har advaret om glidebaner og manglende retssikkerhed, har haft fuldstændig ret. Hvad bliver det næste, der skal blokeres? Internetboghandleren Amazon, fordi den tager indtægter fra de danske boghandlere? Videokanalen Youtube, fordi den tager seere fra Danmarks Radio? Mulighederne er næsten uendelige, hvis den her ”liberalisering” bliver gennemført. Velbekomme.

P.S.: For lige at komme indvendingerne om, at Danske Spil ”går til et godt formål” i forkøbet. Danske Spils økonomi er sammensat på følgende måde (det kan man læse på deres hjemmeside): Der omsattes i 2009 for 10,1 milliarder kroner, og heraf blev 6,1 givet tilbage i præmier (det er en tilbagebetalingsgrad på ca. 60% sammenlignet med de internationale kasinoer og pokersites, der betaler over 90% tilbage i præmier). Af de resterende 4 milliarder blev kun 1,4 milliarder udbetalt til de såkaldte ”gode formål”. Resten – profitten – deler staten (1,1 milliard) med de 260 solide funktionærstillinger i Danske Spil og de 3.700 forhandlere (kiosker med mere). Kort sagt er der tale om en profit på hele 25 %, der bliver maskeret ved at give lidt håndører til godgørende arbejde. Regningen betales af Danmarks godtroende spillere, der som sædvanlig kyses til ro med henvisninger til fællesskabet og den almægtige statskasse.

P.P.S.: Argumentet om, at licensen skal forhindre ”svindlersites” holder heller ikke. Spillemyndigheden har hverken kompetence eller midler til at gå de internationale sites efter i sømmene. Den udskillelsesproces foregår langt bedre på et frit marked end med en licensordning.

53 kommentarer RSS

  1. Af Nanna G

    -

    Poker til folket – nej tak!

    Hasardspil skal ikke bare gives frit, for det avler kriminalitet, snyd, bedrag, afhængighed og menneskelig fornedrelse.

    Det udbydes i frihedens navn, men gør folk ufrie med spillegæld og økonomisk ruin, ødelagte familier, ulykkelige børn, folk der må gå fra hus og hjem….

  2. Af Kevin Mikkelsen

    -

    Fuldstændig enig!

  3. Af Kevin Mikkelsen

    -

    …Altså enig med Lars Hvidberg

    @Nanna G – kan du overhovedet læse? Indlægget handler ikke om hasardspil er skadeligt eller ej men om internetcensur og monopol virksomhed.

  4. Af Jon de Linde

    -

    Man kan allerede købe sig fattig i skrab, spille på “enarmede (firknappede) og alskens anden spil og skidt.

    Danske spil og deres monopol er en rest fra et samfund vi stort set allerede har lagt i graven. Dette er en krampetrækning som minder mere om et desperat Kinesisk forsøg på internet blokade / afpresning / Korruption, end det er sødet ind i et eller andet forlorent ønske om at beskytte folk fra sig selv.

  5. Af Morten Petersen

    -

    Hej Lars.

    Du har da 100% ret:-) – Forbud og reguleringer er efterhånden noget der bliver mere og mere almindeligt. Skandale.

  6. Af Claus A.K

    -

    Godt indlæg, Lars.
    Pokkers godt indlæg!

  7. Af Michael Nielsen

    -

    @Nanna G

    Der er nogle få svage indvider der bliver spil afhængige, og ruinere sig selv, men det store flertal kan ganske fint spille lidt, og leve et normalt liv.

    Hvorfor skal man blokere det store flertal for at underholde sig selv, ved at spille, bare fordi et mindretal ikke magter det.

    Der er også et mindre tal der bliver dødelig syge af mælk, skal vi også forbyde mælk? Så er der dem der ikke kan klare gluten, skal vi også forbyde Mel, og havre ? Så er der dem der ikke kan klare farvestof, skal det også forbydes? Så er der dem der bliver syge af krydderier, skal de også forbydes? Der er også en procent del der bliver afhængige af alkohol, og smadre fammilien, skal det også forbydes ? (for min skyld gerne, jeg er vokset op med alkoholisme).

    Det bliver sgu svært at finde noget at spise, eller drikke, hvis man vælger at forbyde alt hvad et mindre tal ikke kan klare.

    Nej, Folk skal have lov til at gøre hvad de vil, vil de spille, find nok. Kommer de i problemer med afhængighed, kan det behandles, lige som alkohol afhængighed kan… Man har jo ikke forbudt alkohol, til trods for at det smadre mange familier på samme måde som spil afhængighed, og alkoholisme er en meget godt skjult problem, lige som spil afhængighed. Samt lige som for en alkoholiker, er det absolut umuligt at stoppe en spil afhængig, fordi de skal nok finde en måde at tilfredstille deres behov.. Forbud mod Hash, Heroin, Crack, Kokain, osv har jo heller ikke stoppet at der er en gruppe af narkomaner i Danmark, forbud har aldrig hjulpet på noget som helst.

    Måske skulle man stille krav om at ens bank holder øje med hvor mange penge der gik til spille sider, og kunne der ved tage en snak med vedrørende om det nu var hensigtsmæssig ? Det ville være langt mere produktivt end at censurere, da i Danmark er det fuld ud lovligt at spille dig fattig i en-armede tyveknægte, skrabe lodder, Lotto, tips, osv osv. Men hvis de gør det ved en udenlandsk spille side er det pluslig et problem ? Hykleri det er hvad det er! Nej den eneste pointe er at Staten vil havde fingerne i pengene, og derfor indkræver beskyttelses penge, det minder sgu mere om en mafia end en folkevalgt stat.

    Men hvad værre er, at glidebanen som mange af os advarede om, ville starte, da man startede Børne porno filteret, er startet, og spreder sig støt og roligt.

    Dog mener jeg at denne spil censurering her er netop ulovligt iflg. Grundlovens paragraf 77, fordi det er staten der påbyder censur. Grundloven siger jo

    “Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.”

    Der står netop at CENSUR og ANDRE FORBYGGENDE forholds regler kan ingensinde påny indføres.. Hvad er det her med spille sider lige ? Det er enten Censur eller anden “Forebyggende” forholds regel.

    Da man indførte Børne porno filteret kom man rundt om paragraf 77 ved at det er et “frivilligt” filter, som ISPerne administere, altså var det ikke stats autoriseret censur, som er direkte forbudt via grundloven. Dog er frivilligheden ikke tilstede, da man ikke kan frabede sig den – faktisk hvem turde gøre det.

    Så tilføjede man AllOfMp3.com (en lovlig musik site, som IFPI ikke kunne lide), den blev blokeret, der efter CDWOW som lavede parallel import af LOVLIGE CD’er men en privat virksomhed kunne ikke lide konkurrancen, så den blev blokeret, så kom PirateBay.. Nu hedder det spille sider.. Alle disse tiltag er censureret af Staten, gennem domstole, og gennem love som nu har indført både Censur, og anden forbyggende regler, som direkte strider mod grundloven.

    Jeg under mig hvordan man mener at det her ikke bryder grundloven!.

  8. Af Flying penguin

    -

    Hej Lars Hvidberg,

    Fortvivl ikke.

    Du kan godt spille poker og casino.

    Du skal blot købe SAXO Banks software og spille valuta spillet.

    SAXO Bank er ikke væsens forskellig fra online poker spil.

    Folketinget er blot ikke klar over dette, og indtil de indser dette, så kan du og andre uhindret fortsætte jeres spille lidenskab på SAXO Bank.

    PS: Børsen har i dag bragt en artikel der afslører, at 90% af alle indskud hos SAXO Bank tabes. Tidligere chefer og medarbejdere bekræfter dette i artiklen.

    Artiklen afslører endvidere, at et portugisisk investeringsfirma var ikke klar over at SAXO Bank reelt er et online poker spil, og føler sig snydt, og vil derfor have regeringen til at inddrage sin finans licens, som så kan erstatte ‘bank’ licensen med en spille licens?

  9. Af Michael Friis

    -

    Censuren er faktisk mere vidtgående: Det bliver formodentligt også forbudt for udenlandske spil-udbydere at annoncere i Danmark. Mere her:
    http://www.betxpert.com/articles/item.asp?id=2267

  10. Af Simon R. Nielsen

    -

    Hej Lars.
    Tak for et godt of velformuleret indlæg. Jeg kan i bund og grund ikke være andet end enig med dig i, at “liberaliseringen” ikke er andet end beskyttelse af et statsmonopol, som ikke bør høre hjemme i den vestlige verden efter murens fald – eller noget andet sted for den sags skyld.

    Jeg har dog siddet og kigget lovforslaget (hurtigt) igennem. Og jeg kan ikke finde noget som helst i det omkring 20% afgift-betaling af bruttoindkomsten. Er det mig, der stirrer mig blind på den lange tekst?

    Kan du hjælpe lidt?

  11. Af Lars Hvidberg

    -

    Hej Simon. De 20 % står faktisk omtalt i indledningen: “Efter forslaget bliver spil omfattet af den liberaliserede del af spillemarkedet for væddemål og spil i online kasino omfattet af en afgift på 20 pct. af bruttospilleindtægten.”

  12. Af Michael Hansen

    -

    Årrgh, hold din kæft Nanna. Ganske simpelt.

    Derudover har Michael Nielsen ret. I dette lille forhudsforsnævrede lorteland er der altid en eller anden ‘velmenende’ bureaukrat eller interesseorganisation, der vil gøre livet surt for de 99% fordi et par svagpissere ryger igennem det i øvrigt temmelig fintmaskede net.

    Vi må simpelthen gøre op med numsevaskermentaliteten, der dikterer, at 100% af befolkningen, som magtpåliggende ideal, skal være 100% lige 100% af tiden. Ja, (hasard)spil, sprut, narko, købefisse, computerspil, solarier, sodavand, fedt, slik, trafik, og, ikke at forglemme, smøger, er et fatalt bekendtskab for en minoritet af befolkningen. Ærgerligt. Sur sutsko. Og sort uheld. Men det er som bekendt farligt at leve – man kan jo dø af det – så måske vi i stedet skulle fokusere på at leve i en sjov verden i stedet for at overleve i et lortebrunt kontrolsamfund. Den tager vi igen: det handler om at leve og om ikke at overleve.

    Det pinlige og virkelige sørgelige, er, at 10 år med borgerlig regering ikke har flyttet det mindste i denne værdikamp. Tværtimod står de største stopklodser mod en helt nødvendig liberalisering af samfundet umindsket eller endda styrket: de humanistiske fakulteter, DR, den royale socialdemokratiske folkeskole, og statsstøtten til de skrevne medier, er væsentlige årsager til at helt igennem tarvelige ideologier bliver ligestillet med de grundlæggende værdier og ideologier der har vist sit værd over mere end 350 år.

    Og glem så i øvrigt aldrig nogensinde, at det var en borgerlig regering der indførte den forbandede medielicens.

  13. Af Henrik Størner

    -

    Ja, det kniber med frihederne her til lands.

    Heldigvis er vi danskere ikke så gode til det rent tekniske som f.eks. kineserne, så det er fuldstændig trivielt at omgå disse “spærringer” – åben filen c:\windows\system32\drivers\etc\hosts i notepad, og tilføj en linie “212.118.245.240 http://www.ladbrokes.com” – så effekten er nok til at overse.

    Men kønt – det er det ikke. Og slet ikke “liberalt”.

  14. Af Simon R. Nielsen

    -

    Tusind tak for det opklarende svar, Lars.

    Som nævnt i ovenstående indlæg, jeg er helt enig i, at den såkaldte liberalisering er en skændsel for den frie konkurrence her i landet.

    En skat på specifikke selskaber, eller rettere – som det jo bliver tilfældet her, hvis forslaget går igennem FT – Danske Spils undtagelse fra 20% skat af bruttospilleindtægten, vil under andre – mere private her menes private erhver) – omstændigheder blive kaldt konkurrenceforvridende, som er ulovligt i dette land ifølge konkurrenceloven, kapitel 2, §6. Men dette ellers fundamentale element i dansk lovgivning angående god praksis vedrørende virksomheders adfærd overfor forbrugeren, gælder åbenbart ikke, når det gælder noget så vigtigt som kroner i statskassen. Skandaløst.

    Endnu en gang, tak for det gode indlæg, Lars. Lad os håbe, det kan hjælpe til, at øge debatten omkring dette emne.

  15. Af Martin P

    -

    I mine øjne kunne man nok godt retfærdiggøre at beskytte danskerne lidt overfor spil, da det trods alt er rigtig mange der kan få problemer med det. Denne argumentation klinger bare lidt hult, når Danske Spil vidst nok stadig har Danmarks højeste markedsføringsbudget og i det hele taget gør alt hvad de kan for at få danskerne til at spille mere og mere.

    Det helt syge ved denne lov er, at spillemyndigheden principielt har en blanco check til at lukke alle ned. Ikke bare sider som Ladbrokes mv., men også sider der reklamerer for disse selskaber.

    EkstraBladet har i årevis kørt en retssag imod staten for at få lov til at reklamere for spillesites. Denne er nu overflødig, da staten med den nye lov i hånden passende kan ringe EB op og sige: “Ja, det kan godt være at i efter 4 år er ved at vinde sagen – men hvis ikke de reklamer forsvinder nu, så har vi hjemmel i en ny lov til at blokere jeres side i morgen”.

    Det er altså ikke et retssamfund værdigt!

  16. Af K. Hansen

    -

    Vi kan lige så godt vælge en socialdemokratisk regering til næste valg.

    Sådan en har vi jo allerede!

    En regering, der under påskud af at beskytte folket mod sig selv, og under falsk varebetegnelse om “liberalisering” forgylder og forfordeler sine egne “kammerater”.

  17. Af Michael Nielsen

    -

    Jeg ville ønske at nye kræfter kom til efter et valg, da VKO = socialister, og S/SF = socialister/kommunister af værste grad, så et valg mellem pest eller kolera, jeg håber sgu jeg får det job i udlandet jeg har søgt, for der er sgu ikke meget håb, andet end 51% af den Danske befolkning stemmer på LA, og håber at de holder sig til deres politik program – man har da vel lov til at drømme, men det bliver hvis ikke til andet end en drøm.

    Som i den film hvor Eddi Murphy spiller en eller anden bums der skal spilde 300 millioner væk på 30 dag, hvor han køre en valg kampange med solganet “None of the above!!”.

  18. Af Michael Caspersen

    -

    Åh ja, glidebaneargumentet igen igen. Hvad bliver det næste. Nu har vi (forældet eller ej) en lovgivning, der gav Dansk Spil monopol – og på den baggrund vil man forsøge at censurere sider, der forsøger at omgå betingelserne for at deltage som spiludbyder i Danmark. Vi har ikke en lov, der forbyder salg af bøger fra udlandet til Danmark – hvorfor skulle Amazon så kunne blive forbudt?

    Det lyder ærligt talt som om forfatteren til denne artikel stadig lever i internettets barndom, hvor man naivt opfattede internettet som friholdt fra det almindelige samfund. Som et sted hvor de regler og normer og lovgiving der ellers gør sig gældende for det normale samfund skulle kunne have en safe haven “bare” fordi det tilfældigvis befandt sig på nettet. Dette romantiske ønske om klondykedagene på nettet er bare ikke i overensstemmelse med den almindelige udvikling. Nettet er blevet en naturlig ting at regulere som alt andet i vores samfund.

    Det er udmærket at sætte grænser overfor skruppelløse mennesker, der ikke vil respektere dansk lovgivnin, hvad enten det er på nettet eller i den fysiske verden.

    Hvad det næste bliver – det kunne være at forbyde antenneforeninger at udsende TV3/3+/Puls og Kanal 4/5/6/9, hvis ikke de vil indorne sig under de danske reklameregler.

  19. Af georg christensen

    -

    Det er så let, at undgå, en lov bør bare udformes, og problemet et løst. Spil i danmark,” hos danske spil”, er lovligt, alle andre “internetspil”, og “indsats” kan ikke retsforfølges i danmark.

    Det vil så bare betyde, at danskeren, kan spille på alle “kanaler”, men ikke retsforfølges i “danmark”, hvis han taber eller skal betale fra en “konto” som udviser et “0”.

  20. Af Michael Nielsen

    -

    pointen er dog at med den her lov bryder staten grundloven.

    Paragraf 77 siger at man ikke må indføre censur eller lign. foranstaltninger.

    Altså brydes Dansk lov ved den her lov.

  21. Af Gunnar Langemark

    -

    Det er jo ikke fordi de er socialister. Det er fordi de er magtblændede. Det er magtbrynde. De er gået over stregen fordi de ikke selv kan se, at de går over stregen.

    Når valgkampen åbner laver vi en kampagne! De bryder jo åbenlyst grundlovens censurparagraf.

    Man KUNNE jo argumentere med at det ikke er censur – fordi man blot har indført en tilladelse til at drive en bestemt type forretning – og forretningsdrift er ikke omfattet af ytringsfriheden, men den frie næring. Men i så fald må man altså nøjes med at forbyde selve driften af spillet – og ikke blokere et helt site. Det er jo det der er problemet med fil-delings censuren. Man hindrer lovlig udveksling af information.

    Listen med blokerede børnepornosites og musikdelingssites bliver udvidet med spillesites. Nu er skråplanet så tydeligt at selv Lene og Brian burde kunne fatte det.

    I øvrigt er poker ikke hasard. Enhver der har spillet bare nogle få “hænder” ved at det ikke er hasard. At domstolene mener noget andet, er udtryk for domstolenes konservatisme, og mangel på indsigt – og de kunne lige så godt dømme tyngdeloven ugyldig.

  22. Af Thorbjørn Eriksen

    -

    @Lars:
    Som en service, kan du oplyse hvilke partier der er hhv for/imod spilleloven?

    @Henrik Størner
    Alternativt kan du vælge (helt lovligt) at droppe din internetudbyders censurerede DNS server. Søg på Google: “skift DNS server ud med openDNS”

  23. Af Lars 2K

    -

    Ja! Det er snart nemmere at være borger i Nord Korea end i DK.

  24. Af Grethe Jensen

    -

    Det er jo demokratiets konsekvens vi ser her. Er I ikke demokrater?

  25. Af Lars Hvidberg

    -

    @ Thorbjørn: Det er desværre alle folketingets partier undtagen Enhedslisten. Også Liberal Alliance er med. Forslaget er jo logisk og selvfølgeligt ud fra et statsøkonomisk synspunkt. Men loven er ikke vedtaget endnu, men det bliver den højst sandsynligt inden sommeren (og inden VM i fodbold, så der kan lukkes for Ladbroke’s adgang til odds).

    @ Grethe: Ikke hvis demokratiet kan bruges til at legitimere hvad som helst.

  26. Af Casper Mariager

    -

    @Michael C:
    Problemet er jo, at det lovforslaget jo, som Hvidberg jo fint argumenterer for, ikke er skabt for at “beskytte” folket mod skruppelløse mennesker. Et firma som Ladbrokes er ikke mere skruppelløs end så mange andre. Desuden mener jeg heller ikke man bør sætte grænser, hvis folket er imod disse grænser.
    Jeg håber at internettet undgår samfundets forbudstyranni. Jeg synes det er sørgeligt at samfundet begynder at bryde ind og begrænse de kæmpe frihedsmuligheder som internettet tilbyder.

    Men som du siger skyldes det den almindelige udvikling. Og den almindelige udvikling er desværre, at flere og flere reguleringer og forbud skabes uden nævneværdigt folkeligt modstand. Det er i mine øjne stærkt alarmerende.

  27. Af Thorbjørn Eriksen

    -

    @Lars:
    Tak for svar. Ufattelig skuffende at selv Liberal Alliance bøjer sig for internet censur. Vi er i en glidebane.

  28. Af Michael Nielsen

    -

    Yep, glidebanen er i fuldt gang, og med universal støtte af politikerne, ingen tør argumentere i mod det, fordi så er de øjeblikkelig sat i bås med, Pædofile, Terrorister, kriminelle, og andet afskum, hvilken politikere kan over leve den slags mudder kastning ?

    Dette bemækrede jeg i den selv samme debat som er i/var i gang i Australien, i det sidste par år.

    I den Australske debat, stillede en borger spørgsmålet.

    “Tror ministeren at George Orwells 1984 er en Drejebog om hvordan man driver et samfund ?”

    Det blev ikke svaret direkte, lige som i 99% af tilfældene hvor man stiller en politikere et direkte spørgsmål, og man får 10 minutters monolog, uden noget reelt svar på spørgsmålet.

  29. Af Kirsten Geertsen

    -

    Loven forhindrer vel bare lovbrud og ludomani. Det kan jeg ikke forstå man er så meget imod.
    Hvis det nu var hash man kunne købe på internettet i stor stil, ville det så også være forkert at tage aktion imod en sådan handel? Eller våbenhandel for den sags skyld?
    Landets love skal følges. Det er forbudt at spille hazard på internettet og det sætter regeringen så ind imod.
    Godt vi lever i et demokrati og ikke i en bananrepublik som Hvidberg skulle tage at flytte til. Der kan han så rejse en folkebevægelse af lovbrydere og antidemokrater.

  30. Af Christian Schmidt

    -

    I modsætning til børnepornofilteret, der er et frivilligt samarbejde mellem internetudbyderne, politiet og Red Barnet (dog ikke frivilligt for brugerne), og i modsætning til spærringen for Pirate Bay og AllOfMP3, der skete efter dom i fogedretten, så pålægger den nye lov internetudbyderne at spærre for adgangen til udvalgte websites alene på baggrund af en henvendelse fra Spillemyndigheder, dvs. ved en administrativ afgørelse og ikke en domstolsafgørelse. Det er i mine øjne endnu mere problematisk.

    Selvom høringsfristen forlængst er passeret, er der stadig mulighed for at appellere til partiernes ordførere på området. Send dem en mail og fremlæg sagen på en saglig måde uden for mange skræmmebilleder og skinger retorik. Flere partier plejer at tale varmt for ytringsfriheden, ligesom princippet om magtens tredeling også burde være kendt stof.

  31. Af Claus Andreasen

    -

    MEGET MEGET bekymrende lov.

    God artikel – men svært at være optimist ifht om noget bliver ændret.

    Lad os prøve for en stund at acceptere, at pokerspil er en krimminel adfærd (hvilket jeg IKKE mener det bør være). Selv hvis dette er tilfældet, er loven og tilsvarende cencur-regulering stadig dybt bekymrende!

    Jeg vil gerne supplere med en analogi til noget folk forstår (ja min påstand er , at de færeste forstår hvordan internettet virker).

    DSB transporterer dagligt mange mennesker. Nogen af dem er krimminelle.

    DSB pålægges derfor at stoppe adgangen til at rejse til de endestationer, hvor det tidligere er påvist, at de rejsende har begået bankrøverier (efter transport med DSB). Dette kommer fremover til at gælde alle passagere. Ingen kan påberåbe sig, at de ikke har udøvet krimminelle handlinger og heller ikke har planlagt at gøre det fremadrettet.

    Udfører DSB ikke denne kontrol og begrænsning af transport pålægges de en en straf.

    Hverken de rejsende eller DSB kan prøve dette ved en domstol. De berørte stationer og erhvervslivet omkring disse kan ikke få erstatning for deres tab.

    Velkommen til retsstatens afvikling … 🙁

  32. Af Roger Matthisen

    -

    Heldigvis kan I anvende et darknet – dvs. I kan surfe og spille anonymt og derfor har direkte adgang til alle de DNS blokeringer der vil blive lavet på hos danske netudbydere, hvis denne lov bliver vedtaget. Et rigtigt godt og helt lovligt darknet er fx relakks.com. Alternativt vil det ikke tage mere end et par minutter selv at konfigurere jeres internetudstyr til at acceptere DNS blokeringer alligevel. Men der er ingen tvivl om, at denne sag er ligeså råden som EU’s landbrugsstøtte, der umuliggør fri handel på landbrugsområdet.

  33. Af Peter Andresen

    -

    Jeg har fra pålidelige kilder hørt at en den lille aalborgensiske virksomhed Lotto24 ApS skal i højesteret d. 20 April hvor det afgøres om hvorvidt Danske Spil har eneretten til “lotto”.
    Dette kan udelukkende betegnes som en MEGET vigtig brik i at få Danske Spil/regeringen og deres monopol ned med nakken.
    Skulle Lotto24 gå hen og vinde sagen, betyder det faktisk fuld liberalisering på det danske marked, hvad angår spil.

    En lille side bemærkning, hvordan kan regeringen være SÅ stor en forkæmper for at få udryddet ludomani og så selv støtte den største danske spillevirksomhed som var den deres egen? – Det er sku’ noget man kan tage at føle på.

    Jeg fangede informationen her, hvis i vil læse mere: http://www.facebook.com/Lotto24.dk

    Mvh Peter.

  34. Af Michael Nielsen

    -

    Come off it.
    “@Kirsten Geertsen
    15. april 2010 kl. 18:21

    Loven forhindrer vel bare lovbrud og ludomani. Det kan jeg ikke forstå man er så meget imod.”

    Kan du lige tage de rosen røde briller af.

    Ludomani, behøver ikke være udenlandske poker sites, Hvis man virkeligt var efter ludomani, ville man forbyde de kasioner der er her i landet, forbyde den en-armede tyveknægte, forbyde lotto, forbyde skrabe spil.

    Men sjovt nok er alle disse ting totalt lovlige SÅ længe de betaler “beskyttelse” penge til staten, De udenlandske spil sider vil også være lovlige, bare de betaler beskyttelse penge til Staten.

    ALTSÅ har det INTET at gøre med lovbrud, eller ludomani, det er simplehen fordi staten vil havde at spil monopolet i Danmark forsætter, så man opstiller urimelige barrierer for konkurenter på markedet.

    At sige disse udenlandske spille sider er ulovlige, er noget som politikerne ulovliggørere fordi det vil havde fingerne i de indtægter disse sider har, enten ved at presse dem ud af markedet – ved enorme afgifter, eller ved at blokere dem.

    Lad os tage et godt eksemple, køber man bøger i Amazon.co.uk, eller skype osv, skal man betale Danske moms, altså betaler man 25% mere end resten af verden for en service, og som jeg forstår det, bliver momsen ingengang oplyst og sendt til den Danske state, men stadivæk skal Danskere betale 25% mere end resten af verden for nøjagtig den samme service.

    Det er også en lov som Danske politikere har opfundet, som kun skader danskere.

    Så argumenter om at det er ulovlige services er noget vås, de er kun ulovlige fordi nogen vil havde fingerne i deres indtægter.

    Argumenter om ludomani er totalt vandvittige, fordi mange sådanne spil er fuldt ud lovlige i Danmark, kasioner, lotto, skrab, tips, keno, spille maskiner, osv.

    Det her drejer sig om at Staten vil opretholde et monopol, eller i det mindste vil havde at alle Danskere skal betale MINDST 25% mere end resten af verden for den selv samme service.

  35. Af Peter Clausen

    -

    Hej Lars,

    Et glimrende indlæg.

    At kalde dette en liberalisering (eller delvis liberalisering) er en skandale og direkte fejlagtigt.

    Formålet med den nye lov er at undgå et søgsmål fra EU og at den danske stat skal få en større andel i omsætningen på spil.

    Formålet er ikke at beskytte danskerne imod
    harsardspil eller at give brugerne bedre produkter.

    Resultatet af loven (hvis den bliver gennemført) i den nuværende form bliver et oligopol (marked med få udbydere), præget af danske spil og de største udenlandske spillere. På godt dansk, så deler man kagen blandt nogle få og det skulle undre mig om tilbagebetalingsprocenten ikke bliver en del lavere end den er i dag. I fremtiden får spillerne simpelthen et dårligere produkt med dårligere chancer for at vinde. Det er normalt ikke det man opnår ved en liberalisering.

    For at give Danske Spil en håndsrækning, så træder loven i kraft når den bliver vedtaget. Det vil sige at Spillemyndigheden kan lukke alle sider ned, der ikke har en licens. Og man kan jo først få en licens fra jan. 2011!! Rent praktisk betyder det at Danske spil, får markedet for sig selv i 6 måneder. Det er jo helt grotesk, at det kan forekomme i Danmark i 2010.

    Og så er det i øvrigt ikke alle spil man kan få en licens til.

    Et godt eksempel er Online Bingo, hvor Danske Spil opretholder monopol af uforklarlige årsager. Bingo har været spillet i mange år og har en stor folkelig appel. I de senere år er det blevet muligt at spille bingo online, hvilket rigtig mange benytter sig af. Online bingo er et hyggeligt og underholdende spil og nok det mindst afhængigheds skabende spil.

    Hvordan er man kommet frem til at man kan søge licens på poker, roulette, black jack, men ikke bingo? Det virker jo helt grotesk.

    Men der er en menig med galskaben! Man ønsker ikke at afgive mere omsætning fra Danske Spil end højest nødvendigt, så alt hvad man kan slippe af sted med at holde monopol på det gør man. De store spillere (Pokerstars, Ladbrokes, Bet 24. etc.), har ikke deres primære omsætning på bingo, så de er glade bare de kan tilbyde poker, casino og sportsbetting.

    Vi kan jo håbe, at loven ikke bliver vedtaget i dens nuværende form, selvom det ser sådan ud.

  36. Af Flying penguin

    -

    @Peter Clausen

    SAXO Bank har brudt Danske Spils monopol ved sit “valuta-spil”.

    SAXO Bank er i virkeligheden en stor omgang online spil.

    Der er trøst at hente.

  37. Af Søren Nicolaisen

    -

    O-B-S—V-I-G-T-I-G—O-P-L-Y-S-N-I-N-G—

    Hej, er der andre af Jer som har lagt mærke til hvor ren og naturlig himlen ser ud.

    Disse dage er ideelle til at studere flyenes kondensstriber –den såkaldte ‘dimming’s — effekter på skydannelsen, og jeg håber at de relevante forskere er ‘up to the task’.

    Hvad som er 100 % sikkert er at i disse dage er ingen skyer dannet af flyenes motorers udstødnings kondens – og jo flere dage forskere har til at studere det, desto bedre grundlag er der for at fastslå i vor høj grad flyene medvirker til at lave skyer.

    Selv har jeg ikke været ude at flyve siden 1999. Det påhviler jo os alle at udvise ansvar. Jeg tror på at hvad du gør kommer til at ramme dig en skønne dag. Enten på den ene eller anden måde. F.eks Uffe Elleman har jo et stresset, slidt og forjaget udtryk – og det tror da pokker sådan som han farer rundt omkring i verden – til alle mulige møder som han selv skønner vigtige. Men her er det vigtigt at huske på at han som bliver hjemme står sig bedre på den yderste dag, når regnskavet skal gøres op. Her vil Skt. Peter sige: Hvordan er det du har ligget og ræcet rundt på himmelen – du kan tage elevatoreren ned til hvor du hører hjemme.

  38. Af Peter Andresen

    -

    @Søren Nicolaise: Øhhh?? Har du slået hovedet idag?

    Faldt også lige over denne nu vi er igang: http://www.facebook.dk/nedmedmonopolet

    De støtter tydeligvis også denne informative blog af vores kære Lars Hvidberg.. 🙂

    Mvh Peter.

  39. Af Jesper Lund

    -

    Udover internetblokering af spillesiderne (DNS blokering) bliver bankerne forpligtet til at blokere betalinger til og fra de “ulovlige” spillesites, for eksempel via kreditkort.

    Denne blokering kan dog næppe ramme betalinger via PayPal, Moneybookers og andre e-wallet systemer. Pengeblokeringen kan dog blive et problem for de danske pokerspillere, som har et eksisterende indestående ved udenlandske spilleudbydere. Lige pludselig kan staten reelt blokere for at borgerne får adgang til deres egne penge. Gad vide om staten vil erstatte det tab?

    Generelt er der dog ingen grund til at tro at statens blokering og censur vil have nogen som helst effekt.

    DNS blokering er meget nem at omgå. I stedet for at opdatere sin hosts fil, som andre har nævnt, er det meget nemmere at vælge en anden DNS resolver end den som internetudbyderen stiller til rådighed. OpenDNS er uden for den danske stats kontrol, og vil aldrig kunne tvinges til at censurere spillesider. Man kan let finde guides til at ændre DNS opsætningen, for eksempel på OpenDNS’s webside.

    Borgerne overtræder i øvrigt ikke nogen lov ved at omgå censuren. Det er ikke ulovligt at spille på de “ulovlige” udenlandske spillesites. Det er kun internetudbydernes formidling af trafik til disse sites som er ulovlig (for nu at gøre sagen totalt absurd).

    For pokerspillerne er der fremover den ekstra bonus at de medvirker til at bekæmpe internetcensuren, og Danmarks deroute mod kinesiske eller iranske tilstande.

    Go for it, pokerspillere. Spil poker for et frit Danmark.

  40. Af Kirsten Geertsen

    -

    Michael Nielsen, jeg ved ikke hvor du ser røde briller henne. Jeg er faktisk liberal. Mon du har kommenteret i den rigtige blog? Tilsyneladende har du jo ikke forstået noget som helst.

    Til de andre. Politikerne repræsenterer altså os og en lov kan kun gennemføres, hvis et flertal af os ønsker den lov. Alle jer der klager har altså et flertal imod jer. Det er selvfølgelig helt ok at klage over dette, men I lever i et demokrati. At være demokrat er også at acceptere beslutninger som går imod ens egen mening.

  41. Af Michael Nielsen

    -

    @Kirsten Geertsen

    Du postulerede

    “Loven forhindrer vel bare lovbrud og ludomani. Det kan jeg ikke forstå man er så meget imod.”

    Politikerne laver love til at beskytte et monopol (som i øverigt er en ulovlig konstruktion), du påstår det er for at stoppe ludomani, og derfor er det ok at censurere.

    Det er aldrig ok at censurere, og desuden bryder det Grundlovens Paragraf 77

    Jeg på peger, at du burde droppe de rosenrøde briller, fordi denne lov har intet med ludomani at gøre, samt de lovbrud du snakker om er baseret på at bryde love som ikke burde eksistere.

    Altså har du rosenrøde briller på ved at tro at loven er lavet for at beskytte folket.

    Jeg påpeger at der er et utal af grunde, som er ufattlige mindre pæne der er grundlaget for denne lov.

    SAMT jeg på peger at ludomani er tilladt så længe at staten får pengene – altså kasioner, lotto, skrabe lodder osv.

    Jeg gave også eksempler på andre lign. sager hvor Danskere tvinges til at betale mere for en service, bare fordi vi bor i Danmark.

    Har du overhovedet læst hvad jeg skrev før du svarede ?

    Jeg har forstået hvad det drejer sig om!

    Der ud over:

    “. Politikerne repræsenterer altså os og en lov kan kun gennemføres, hvis et flertal af os ønsker den lov.”

    Det er lidt meget naivt, love gennemføres af et flertal af politikere, og det er love som et flertal af politikerene vil havde. Jeg kan ikke mindes nogen folkeafstemning om bare en eneste lov.

    Danmark er et repræsentativ demokrati, hvor man prøver at finde en ærlig politikere som vil gøre hvad de lover, men så snart de er ved magten, så er folket sat uden for indflydelse.

    Altså er lovene bestemt af en elite, som folk får lov til at stemme på. mens de politikere der repræsentere os i folketinget er valgt af parti lederengruppen. Det eneste en borger i Danmark har at forholde sig til er parti programmet, som dynamisk kan ændres, bare se de konservative, der droppede deres skatte reduktion fra deres parti program (sidst jeg læste den), midt i en valg periode.

    Altså det du stemmer på kan ændre sig 180grader, efter du har stemt på dem, du kan ingengang få væsentlig indflydelse på hvilken (feks) venstre m/k der kommer ind, det bestemmer partiet, borgerne bestemmer bare hvor stor en andel af folketinget som et parti har.

    Derfor er det danske folk reelt ikke repræsenteret i folketinget, og love er bestemt ikke vedtaget af borgerne, men af deres “repræsentanter”.

  42. Af Knyd Kaje

    -

    Godt skrevet, men jeg synes det ville være interessant om du tog et blik på hvordan man er kommet til det punkt at det ligger lige til højrefoden at DNS-blokere spillesites. Det er nemlig startet, som anført i en anden kommentar, med børnepornofiltret, som er censur som ingen politiker vil stille sig op og modsige. Hvis man ikke er for børnepornofiltret er man jo tilhænger af børneporno, ja faktisk pædofil.
    Efter et par år med filtret, som er hemmeligt, kunne vi så se at alskens websites som intet har med porno at gøre er blevet blokeret, bl.a. en hollandsk fabrikant af maskinkomponenter. ( filtret var på wikileaks)

    Og denne nye mulighed for at “beskytte borgerne” førte så til blokering af musiktjenester, butikker med postordresalg af musik-cder og nu altså spillesites. Som det gamle ordsprog siger: “Da de kom efter kommunisterne sagde jeg intet, for jeg er jo ikke kommunist.”

  43. Af Gunnar Langemark

    -

    @Kirsten Geertsen :

    Der er nogle grundlæggende spilleregler – defineret i grundloven – som folketinget og regeringen vælger at se stort på¨, så længe det styrker staten og deres egen magt. Selv de “liberale” partier plejer statens magt, fordi en stærk statsmagt – med vore dages overvågnings- og kontrolmuligheder, er stort set uovervindelig. Mindre statsmagt er en umulighed i vore dages politiske virkelighed.

    Politikerne repræsenterer ikke folket. De repræsenterer deres egen magtorganisation. Partiernes eksistensgrundlag er ikke vælgerne, men deres interne magtsystemer. De folk der stilles op til folketingsvalg, er dem der har fået møvet sig frem til det – ved at “vinde” kampen internt i partiet. Derfor skal de også i højere grad pleje deres allieredes interesser, end de skal pleje vælgernes interesser. I hvert fald hvis de skal gøre sig håb om at blive opstillet og valgt igen.

    Du skal bare kigge lidt på hvordan det foregår i folketinget og regeringen, så ved du også at vælgerne ikke betyder det store. De skal alene manipuleres til at stemme på den ene frontfigur eller den anden frontfigur. Det er jo derfor det ikke er sagerne og politikken der er genstand for mediernes interesse, men derimod personerne, det politiske spil og “spinnet”.

    De øvelser vi ser nu – hvor internetcensuren indføres – er blot indledningen til endnu mere af samme skuffe, med det formål at få styr på internettet. Det virker påfaldende nærliggende, at inspirationen kommer fra Kina. Når Kina kan censurere internettet med succes, så må lille Danmark også kunne.
    Politikerne er jo reelt bange for menneskers frihed til selv at danne deres mening, og selv at tage beslutninger.

  44. Af Uffe Bang

    -

    Er det virkelig rigtigt, at Liberal Alliance er med i det her? Anders Samuelsen har ellers selv aktivt arbejdet imod statslige spillemonopoler, da han sad i EU-parlamentet. Jeg tror ikke alt håb er ude mht. at Liberal Alliance vil arbejde for en ægte liberalisering af spillemarkedet. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Danske Spil med vold og magt skal beskyttes på et helt forkert grundlag.

    Jeg håber virkelig budskabet kan spredes i den brede befolkning, for hvis alle nuancer kommer frem, så tror jeg ikke ret mange danskere rent faktisk støtter det her forslag. Jeg tror jeg vil kontakte Liberal Alliance, som dog trods alt er det bedste bud på modstand mod forslaget, og jeg håber der er RIGTIG mange, der vil gøre det samme. Så skal de nok vågne op på et tidspunkt.

  45. Af carsten nielsen

    -

    Jamen…, har det ikke også at gøre med at skulle betale skat, at “virksomhederne” skal registreres?

    Og til alle de aktuelle overførselsindkomstsryttere, man skal betale for at kunne få noget, det er det der er essensen i KARMA og det er dette man prøver at gøre.

  46. Af » Nørdernes Hævn 2: Tors Hammer - blogs.berlingske.dk

    -

    […] censur er vores andres held: For mens stadig flere lande benytter sig af internetcensur – også Danmark – bliver der udviklet endnu flere redskaber til at omgå censuren. På engelsk kalder man dem […]

  47. Af » Grundlovs-gys - blogs.berlingske.dk

    -

    […] klassiker. Men hvad betyder det egentlig i internetalderen? Hvad med censur af internetsider fra udlandet? Eller af dem der bliver klassificeret som børneporno? Det må vel være […]

  48. Af hans hansen

    -

    Nice blog og meget sjovt

  49. Af jesper olsen

    -

    Hvis dette går igennem flytter jeg mit firma til udlandet.

  50. Af Jonas Högman

    -

    LÄnge väntat på detta 🙂

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info