Googles krigserklæring

Mandag kom det foreløbige klimaks på den månedlange konflikt mellem internetgiganten Google og Kina. Google omlægger sin kinesiske søgemaskine google.cn til en ucensureret udgave af søgemaskinen, hvis server er placeret i Hong Kong og dermed uden for den kinesiske censurs kontrol (selvom Hong Kong formelt er en del af Kina, har den lille bystat bevaret en lang række af de friheder, der prægede byen under det britiske styre). Det betyder, at kineserne nu kan søge ucensureret på Googles kinesiske webadresse.

På trods af høflige fraser fra Google-ledelsen er Googles beslutning reelt en offentlig ydmygelse af Kina, og man kan næsten ikke tro andet end at handlingen er clearet med det amerikanske udenrigsministerium. Kina kan som modsvar til enhver tid blokere adgangen til søgemaskinen, men hvad det næste træk bliver, er svært at sige. (Her er en jævnligt opdateret liste over hvilket Google-tjenester, der er tilgængelige på fastlands-Kina)

Tirsdag morgen deltager jeg i Danmarks Radios Horisont på P1 om forholdet mellem Kina og Google, og det er i den anledning værd med nogle kommentarer om den kinesiske internetcensur, som nogle kommentatorer har kaldt ”Undertrykkelse 2.0”, fordi Kina på så mange planer har banet vejen til en politisk styreform, hvor der nok er relativt stor økonomisk frihed, og også mange andre udfoldelsesmuligheder, men hvor den politiske kontrol alligevel tilhører en relativt lille elite. (Jeg skal med det samme indrømme, at jeg ikke er ekspert i kinesiske forhold og ikke taler kinesisk. Det jeg skriver her, bygger på forskellige vestlige eksperters vurderinger og samtaler jeg har haft med kinesiske internetaktivister.) Det bliver et langt indlæg, men jeg håber, at læserne vil påskønne det.

Bag den store kinesiske mur

Selvom det kinesiske Internet på mange måder udfolder sig vildt og lystigt og Kina nu er verdens største internetnation med hen ved 400 millioner brugere, er Internettet i Kina også ganske begrænset. Dels er der populært sagt en ”Great Firewall” omkring landet (et spil på Den Kinesiske Mur og en ”firewall” på computeren, der beskytter imod uønsket indtrængen gennem nettet), der forhindrer kineserne i at besøge en lang række udenlandske sites. Internt i landet forventes landets internetudbydere at censurere og slette indhold, der er uønsket. Hvis vestlige selskaber ønsker at deltage på det kinesiske marked skal de også deltage i censuren. Det er derfor, at Googles kinesiske udgave, google.cn, hidtil har været censureret, så penible emner som demokrati, Tibet, menneskerettigheder, massakren på den Himmelske Freds Plads eller religiøse bevægelser som Falun Gong (der er forbudt i Kina) ikke, eller kun sjældent, optræder i søgemaskinens resultater.

Nogle af de tekniske dele af foranstaltningerne kaldes i kinesisk terminologi for Det Gyldne Skjold, og udtrykket er symptomatisk for den kinesisk opfattelse af censuren: Den er sat op for at beskytte nationen imod korrumperende indflydelse fra omverdenen, først og fremmest pornografi og vold. For den almindelige kineser er der ikke nødvendigvis noget galt i, at myndighederne censurerer nettet – for børnenes skyld – og mange kinesere er slet ikke klar over omfanget af censuren. Faktisk er prototypen på en kinesisk internetaktivist – en såkaldt ”netizen” (net-citizen = en ”netborger”), der kæmper for mere frihed på nettet – en almindelig borger, der har oplevet at få censureret noget han eller hun har skrevet på nettet, som var ganske uskyldigt eller helt rimeligt. Pludselig er han eller hun blevet mødt med censur og måske en kammeratlig samtale med politiet. På den måde har censuren ofte en modsatrettet effekt. Samtidig med at den skaber frygt og selvcensur, medvirker den til at radikalisere de kinesere, der ikke kan forstå, at de ikke må bruge nettet til en almindelig, samfundsgavnlig debat. For øvrigt førte debatten sidste år om det katastrofale Grønne Bølge-projekt til, at der er kommet mere fokus på internetcensur i Kina.

Udover blokeringen af udenlandske sites, censureringen af hjemlige sider og filtreringen af søgemaskiners resultater, betjener Kina sig af endnu en strategi, der er en nyskabelse og måske næste generation indenfor autoritære regimers net-adfærd. Man nøjes ikke med at overvåge og censurere indhold, men bruger også meget aktivt nettet til at sprede regeringsvenlig spin – eller sagt mere nøgternt: propaganda. Det handler ikke om, at myndighederne deltager aktivt i dialogen på nettet, og eksempelvis er med til at punktere nogle af de myter og rygtedannelser, som nettet er så fuldt af – den slags tiltag ville være helt fine – nej, tværtimod har den kinesiske regering hyret mange tusind “informationsmedarbejdere”, der får penge for under pseudonym at fylde de kinesiske blogs og debatforummer med regeringsvenlige kommentarer. Anekdotisk siger man, at de bliver aflønnet per kommentar og derfor har dette intitiativ fået øgenavnet Kinas ”50-Cent Army”, fordi prisen (vistnok) er 50 cent per kommentar.

Idealisme eller markedsføring?

I følge en artikel i New York Times er Googles beslutning om at udfordre den kinesiske censur blandt andet taget af firma-grundlæggeren Sergey Brin, der er opvokset i Sovjetunionen og derfor har haft kendskab på nærmeste hold til censur og kontrol i ”fællesskabets” navn. Da Google i 2006 besluttede sig for at gå ind på det kinesiske marked skete det ud fra en forestilling om, at selskabet kunne være med til at åbne op for den stramme kinesiske kontrol, men det stik modsatte er sket. Om noget er kontrollen øget i de sidste par år (eksempelvis da kinesiske myndigheder sidste år lukkede fuldstændigt for nettet i Xinjiang regionen efter voldsomme uroligheder).

Mere kyniske sjæle vil sikkert opfatte Googles handling som dikteret af en smart marketingsstrategi – da selskabet ikke havde opnået en imponerende markedsandel i Kina sammenlignet med den lokale gigant baidu.cn foretrak selskabet i stedet at vinde nogle points i den hjemlige offentlighed – men jeg tror faktisk også på, at Googles grundlæggere mener det alvorligt, det med internetfriheden. Naturligvis er Googles direktører ikke naive, men de er godt klar over, at hvis de stadig skal have åbne forretningsmuligheder i fremtiden, er det vigtigt, at nettet forbliver frit, og de har – sammen med selskaber som Yahoo og Cisco – været med til at sætte et rigtigt dårligt eksempel, hvor det har været legitimt for andre vestlige selskaber at spille med på censuren, ”fordi selv google gør det”.

Hvordan ser de kinesiske netizens på sagen? Tja, her er et postkort fra en kinesisk netizen til Sergey Brin: Tak for indsatsen, vi ses når nettet i Kina engang er frit. (Kilden er den kinesiske aktivist Isaac Mao, så jeg regner med, at kortet er autentisk):

(klik på billedet for at forstørre det).