Nettet er ingen sølvkugle

Af Lars Hvidberg 60

Der var engang i Internettets pure ungdom, hvor vi var nogle idealister, der forestillede os, at den frie meningsudveksling i cyberspace var en sølvkugle, der ville gøre en ende på denne verdens diktaturer og andre politiske varulve. I modsætning til almindelige medier som aviser, tv og radio ville nettet være umuligt at kontrollere: Det var decentralt og den enkelte blogskribent var sin egen nyhedsredaktør og holdningsspreder. Sandheden ville ikke længere kunne holdes skjult, og så ville verden ændre sig. Trompetfanfare, tak.

Well, det var dengang, og vi er vist alle sammen blevet meget klogere. For bag ved ideen om nettet som sølvkugle lå to teser, som bare ikke holdt vand. Den ene var, at alle mennesker i virkeligheden ønsker at blive som os. Eller som den amerikanske general siger om vietnameserne i Stanley Kubricks Full Metal Jacket: ” Inside every gook there is an American trying to get out.” Den anden tese var, at de autoritære styrer ikke ville have kapacitet til at styre nettet. Den første tese er stadig under afprøvning, den anden er definitivt afvist.

Hvorfor være vestlig, når man kan være sig selv?

Angående den første tese, var det vist salig Samuel Huntington, der først smed bomben: Han argumenterede i The Clash of Cilivilisations (som jeg engang har skrevet om her) for at nationalstaternes politiske indretning er underlagt de kulturelle værdier, som befolkningen vedkender sig, og at det vi i vesten regner for selvindlysende, regner andre kulturer for den skinbarlige ondskab. Det kaldte Huntington civilisationernes sammenstød – et misforstået begreb, som det pæne selskab ikke ville kendes ved. Mon ikke vi nu, med blandt andet Muhammedkrisen, et mere selvsikkert Kina og en vanvittig irakisk borgerkrig in mente, må erkende, at vejen til det liberale demokrati er lang og trang og fuld af tilbageslag (var der nogen, der sagde ”Rusland”?).

Det betyder ikke, at man skal stoppe med at kæmpe for ideen om, at det vi i vesten kalder ”personlig frihed” vinder større indpas i resten af verden – og måske skulle vi også til at kæmpe for, at ideen vinder større indpas herhjemme. Men det betyder, at ideerne ikke spreder sig af sig selv og at de vil møde betydelig modstand, også selvom debatten bliver friere i de autoritære stater. Manglen på demokrati og frihed er desværre ikke nogen anormal varulv, men menneskets almindelige, historiske tilstand. Modernisering er ikke lig vestliggørelse – tværtimod kan den øgede selvtillid føre til en stærkere og mere aggressiv hævdelse af egen identitet og forskellighed. Man kan sagtens gå i jeans og drikke cola og stadig være islamist eller kinesisk nationalist. Nogle af de dygtigste internet-aktivister har været de forrykte jihadister i Al Qaeda og omegn.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro på, at det kan lykkes. Når man eksempelvis ser på den iranske opposition er der god grund til optimisme set fra et vestligt synspunkt. Når ordet bliver frit har ideernes darwinistiske markedsplads trods alt en tendens til at favorisere vestlige værdier. Men ordet kan ikke stå alene, selvom det bliver frit. Hypen om nettet som den store befriende sølvkugle fik en genopblussen under ”Twitter-revolutionen” sidste år i Iran, men indtil videre er styret jo netop ikke faldet, på trods af en bred opposition, der benytter sig af elektroniske virkemidler.

Nettet er ikke nok

De sidste 5 års erfaringer med Internettet, hvor autoritære regimer mere og mere har fået øjnene op for den mod-offentlighed, internettet udgør, viser desværre (som jeg har beskrevet i mit forrige blogindlæg), at ytringsfriheden på nettet kan undertrykkes, hvis der afsættes midler og ikke mindst vilje til det. Myndighederne kan naturligvis ikke få fat i alle bloggere, der skriver noget grimt, men hvis bare de får sat et par enkelte i fængsel i mange år, så afskrækker det betydeligt. Og hvis myndighederne har adgang til at slette indholdet, behøver de jo ikke engang straffe bloggerne – så forsvinder indholdet bare. Naturligvis har begrænsningen visse omkostninger, både økonomisk og udviklingsmæssigt, men det er en pris eksempelvis Kina er fuldt ud klar til at betale.

De ideer, der spredes på nettet, kan virke som en fantastisk katalysator, men for at skabe virkelig forandring kræves der en helt anden form for politisk organisering og mobilisering. Det gælder ”boots on the ground” som man siger i militærsprog – demonstrationer, møder, protester, kampe og kropslig risiko i en helt anden liga end at sidde foran Facebook og skrive provokerende opdateringer.

Desuden er der en række tekniske begrænsninger. Der findes efterhånden mange forskellige teknologier (”circumvention tools”) til at omgå internetcensuren (og jeg har vist et par gange lovet læserne af denne blog at skrive nærmere om dem), men det er ikke givet, at de i sig selv kan gøre den afgørende forskel. Som Ethan Zuckerman skriver i et meget læst og velargumenteret blogindlæg:

”What I mean is this – we couldn’t afford to scale today’s existing circumvention tools to “liberate” all of China’s internet users even if they all wanted to be liberated.”

Zuckerman er en af de vigtigste forskere og meningsdannere i tværfeltet mellem politik og Internet, og på trods af, at han selv synes, at han hører til i Accra (som hans blog hedder), så er han forsker ved Harvard Law School’s Berkman Center for Internet and Society, der er den centrale forskningsinstitution på området. Han er også initiativtager til det geniale site Global Voices Online, der oversætter og distribuerer interessante blogindlæg fra hele verden, en slags ”global offentlig sfære”. Når Zuckerman skriver, så er det værd at læse med – men læs også kommentarerne til hans post. Emnet er ekstremt hedt lige nu, for der er faktisk nogle der mener, at de HAR fundet en sølvkugle til at ændre den politiske offentlighed drastisk ved hjælp af nettet. Men mere om det på torsdag.

Indtil videre er konsensus, at der ikke er nogen universalløsning. Ligesom våben i sig selv ikke slår mennesker ihjel, så skaber Twitter ingen revolutioner. Det er mennesker, der skaber dem.

60 kommentarer RSS

  1. Af carsten nielsen

    -

    Selvcensur,

    det er hvad der kraeves for at kunne faa internettet til at virke.
    I demokratiet har alle ret til at have en mening, det er et problem, fordi de mindst kompetente mener deres mening boer hoeres her, nu naar ingen andre gider hoere paa den…..

    Internettet som skraldespand.

    Igen er det at alles meninger bliver lige gyldige i demokratiets tegn og saaledes er de bedste eller gode ting, maaske ikke istand til at undgaa i at drukne i alt det bavl’ folk har brug for at lukke ud og som ingen andre gider hoere paa.

    Internettet kan overleve og blive meget kraftfuldt, hvis folk ville laere at udvikle selvcensur nok til at undgaa at fylde det med lort og modvirke at vaegtige ting ikke drukner, fordi naar foerst een har oplevet at blive druknet nok gange af div. ridegale ytringsryttere, saa afventer vedkomne en passende mulighed for ikke at ende med at smide perler for svin. Svinene kan nemlig ikke bruge eller spise perlerne og saaledes bliver spildt, praecis som en del folk ikke formaar at forholde sig til ting de ikke kan forstaa eller har begreb om, men alligevel vil udtale sig om og fordi de ikke kan forholde sig til disse begreber skrues sporet hen paa noget de kan forholde dem til. Perlerne bliver saaledes spildte som hos svinene.

    Selvcensur, hvis man kan bidrage med noget skal man udtale sig ellers skal man tie… Tale er soelv, tavshed er guld.

  2. Af carsten nielsen

    -

    en maade at udvikle denne selvcensur paa, er ved at traene kroppen, da denne saaledes bliver spaendt op til et leje hvor indehaveren af kroppen kan kontrollere den og styre og bruge den som han eller hun vil og lyster, uden at vaere eller blive offer for de fri og til tider uregerlige kraefter som bla. erotiske, fordoemmende, bedrevidende og flygtige tanker udspringer af.

    Traeningen kan vaere alm. arbejde, hvor man undgaar at springe over hvor gaerdet er lavest men tager den traelse’ vej, hvor hele mennesket er involveret i processen at goere X, for ikke at ignorere bestemte eller nogel celler i kroppen, der saa stadig kommer til at lide afsavn paa aktivitet.

  3. Af FarJensen JensenH

    -

    Nettet er måske det danske demokratis store chance? Ihvertfald kommer mange ting frem, som ellers var forblevet i det skjulte. Men der er store problemer, for dels er der mange helt useriøse indlæg, og dels kan nettet være en frygtelig tidsrøver. Men interessant er det da at kunne være med i debatter, som ellers aldrig var kommet afsted, pga. censur eller pladsmangel.

    Men hvor mange læser disse blogs og kommentarer? Hvis det kun er nogle få hundrede, er det jo ikke særlig interessant. Hvem gad skrive artikler og debatindlæg til en avis hvis den kun udkom i Tyrstrup-Bavelse sogn i 23 eksemplarer?

  4. Af rene´ vangkilde

    -

    NETTET ER OGSÅ BILLEDSPROG! video,film,aktion.
    Sandheden har flere dimensioner og vinkler ikke
    kun journalistens personlige beskrivelse.
    Eks. TV ville jo være mere underholdende,hvis
    det var skuespillere der skulle fortælle ny
    heder på TV og ikke søvnige journalister.

  5. Af G. Borchorst

    -

    Mange blogs fører hit-counters, som viser, at de kan have 20-30.000 besøgende om dagen – lige fra Gates of Vienna over Daily KOS til svenske Blondin-Bella. 😛 Derudover ser man mange klip på diverse tjenester, som aldrig ville være sluppet igennem mediernes nåleøje. Blogging er i dag mere eller mindre et alternativ til Mainstream-medierne på godt og ondt. Og sådan skal det være – det er en sund demokratisk kultur.

  6. Af t. petersen

    -

    Samuel Huntington læses vist ikke andre steder end i Dansk Folkeparti og hos Nomos. Havde et par journalister ikke fundet på at hive ham frem som manden, der kunne forklare 9/11, så var han forblevet hvor han hører til – i komplet glemsel.

  7. Af Lars Hvidberg

    -

    @ Carsten: Interessant perspektiv.

    @ Far & G: Jeg vil ikke udtale mig om, hvor mange der læser Berlingskes blogs (fordi jeg ikke ved det), men det er dog flere end nogle få hundrede. For de store blogs er de 20-30.000 G. nævner alt for lavt sat. DailyKos har i gennemsnit 650.000 besøg om dagen, Instapundit (der drives af én mand) har 450.000, og selv en relativt nørdet økonomblog som Marginalrevolution har 25.000. Uriasposten herhjemme har vist omkring 7.000.

    @ T. Petersen. Det er jo noget sludder. Huntington er bredt anerkendt som politolog. Eksempelvis er hans Third Wave of Democratization stadig en vigtig bog.

  8. Af t. petersen

    -

    @Lars Hvidberg

    Hvad jeg skriver er, at der ikke undervises nogen steder i ham, og han ikke er en stemme i den akademiske debat (hvilket ikke er noget sludder, men en kendsgerning).

    Hans artikel (og efterfølgende bog) fra midten af 90’erne om, at man skal forstå de politiske og militære konflikter som spændinger mellem kulturer, og ikke som økonomiske, sociale og udviklingsmæssige spændinger – er aldrig slået i gennem.

    Han nævnes af og til i medierne. De amerikanske neokonservative er jo heller ikke lykkelige for ham, fordi han mener der er flere kulturer og civilisationer. Det mener man vist ikke i de kredse.

    Herudover er han vel mest kendt for to gange at have forsøgte at opnå medlemskab af National Academy of Sciences, hvilket ikke lykkedes, da han blev taget i at have fordrejet talmaterialet i en undersøgelser om samfundsforholdene i det daværende Sydafrika.

    Det er en fri verden – så slå et slag for manden. Skal han blive til noget, så må nogen jo gøre det – han kunne jo ikke rigtigt selv.

  9. Af Lars Hvidberg

    -

    T. Petersen: Nu skal det jo ikke blive en debat om Huntington, men han er da ellers på læseplanen på både Århus Universitet og Syddansk Universitet, og Foreign Policy, som han selv var medgrundlægger af, havde et stort temanummer om ham, da han døde sidste år, med masser af “quotes” fra andre vigtige politologer. Men hvad, det er jo ikke nogen steder. Men det er da rigtigt, at han er omstridt, især for sin seneste bog, “Who Are We?”.

    Nu tager jeg mest Huntington med som udtryk for en generel erkendelse, men du er jo velkommen til at være kontrær og sparke efter manden i stedet for bolden – jeg kender dig jo efterhånden fra kommentarfeltet. Eller sagt på en anden måde: Tesen er ikke interessant, fordi Huntington har formuleret den, men fordi den udtrykker noget, der giver os mere erkendelse.

  10. Af Kim Jong 5

    -

    Som et barn af DDR er jeg er helt enig med Carsten Nielsen, Ytringsfriheden skal forbeholdes politiske ekstremister med monopol på sandheden 🙂

  11. Af Søren Schmidt

    -

    Du taler om at “vejen til det liberale demokrati er lang og trang og fuld af tilbageslag”.
    Hvorfor lige et liberalt demokrati; hvorfor ikke et socialdemokratisk demokrati eller et konservativt demokrati – eller blot: DEMOKRATI.

    Ellers er intenettet da en absolut faktor i dagens virklighed og derfor også en vigtig brik i demokratiet, da det er her vi boltrer os. Og “os”, det er de steder i verden hvor der er adgang til internet. De store befolkningsgrupper i verden der stadig ikke har adgang er nok ligeglade.

    Det er som du siger, mennersker der skaber revolutioner. Jeg foretrækker udvikling – revolutioner har ofte været så ødelæggende, selvom der da har været de der var uundgåelige.

  12. Af carsten nielsen

    -

    @t. petersen og @lars Hvidberg

    “FORSTAAELSE KAN ALENE LOESE ALLE VORE PROBLEMER”

    Filosoffen Bruce Lee skrev dette tilbage i 70’erne og FORSTAAELSE af/for dette, kunne loese alle vore problemer.
    Feks. islam forskriver en loesningsmodel, som vi i vesten ikke accepterer for, at undgaa utugt (kriminalitet, hor, vold mm.) og derfor betaler vi idag prisen.

    Bruce Lee traende flere timer hver dag haard traening, selv er jeg tilhaenger af staisk muskeltraening paa jobbet for, at blive bedre til at haandtere ens maskine (krop), og undgaa at spilde tid og energi paa formaalsloes buffelroevskultur.

    Brucee Lee sagde ogsaa, at der bruges alt for megen tid paa udviklingen af faerdigheder, istedetfor udvikling af individdet med henblik paa deltagelse.

    Saaeldes faar Huntington ret, hvis forstaaelse for aktuelle emner naaes.
    Hvis ikke forstaaelse naaes, bliver han ikke korrekt, for de der ikke kunne naa til forstaaelse for ham, er ogsaa @Kim Jong 5 med?

    For @Kim Jong 5 naevner jeg igen den enestaaende formulerering:

    “FORSTAAELSE KAN ALENE LOESE ALLE VORE PROBLEMER”

  13. Af carsten nielsen

    -

    …….af en eller anden grund synes store bogstaver ikke, at udtrykke beskeden saa godt, saa spec. for @Kim Jong’s skyld naevnes igen:

    “Forstaaelse kan alene loese alle vore problemer”

  14. Af carsten nielsen

    -

    rettelse:

    jeg mener, at islam foreskriver en loesningsmodel, der soeger at undgaa utugt(kriminalitet, hor, vold mm.) som vi i vesten ikke accepterer udoevet og nu betaler vi prisen.

    Fordi vi IKKE VIL FORSTAA, SAA MAA VI NU FOELE PROBLEMERNE.

    Vi troede vi vidste hvad problemerne var, kvindeundertrykkelse, religion osv., men idag maa vi dog realisere, at problemerne er anderledes end vi troede de var/ER (hvis vi vaagner og ser klart hvad er galt) og saaledes har vi som problemet med at faa aktiveret internettets latente potentiale, forspildt dyrbar energi paa ytringsfriheds bavl’ og interlektuel indavl.

    Hvis vi skal komme nogle steder, skal vi foerst bevidstgoere os om de fakta der er involverede i, at komme hvortil vi oensker at komme. Vi maa se helt klart, helt uden meninger (om ret og forkert.)

    UNSELFCONSIOUSNESS, uselvbevidsthed, mennesket der blot er observerende uselvisk situstionens sande tilstand. Det er hvad der kraeves.

    Jeg haaber nogle vil proeve, spec. Lars Hvidberg, at udarbejde forstaaelse for denne eminente betragtningsvinkel.
    Det kraever lige lidt koncentreret fokus at styre sig ind paa, men ender i det stade buddismen kalder oplysthed og som loeses ved, som buddismen siger: “at finde loesningen paa et problem vi staar med kraever, at vi finder den faktiske aarsag til problemet og ikke den tilsyneladne aarsag.

    Der kraeves at vi ser klart hvad der er galt. (ikke hvad vi tilsyneladne synes er galt, men hvad faktisk er galt.)
    (det sidste i parentes er min egen tilfoejelse for at uddybe essensen)

    Til Lars Hvidberg:

    Det er en stor fejl, maaske den stoerste, at tro at vi allerede ser klart hvad der er galt.

  15. Af t. petersen

    -

    @Lars Hvidberg

    Nej, internettet bliver (forhåbentlig) aldrig nogens ”sølvkugle”. Sagen er, at vi stadig ikke ved, hvad vi skal med nettet. Det er da smart, og praktisk til en del ting – men det er ikke en revolution. Ikke en rigtig revolution, vel?

    Finder nogen på, at man kan stjæle musik og dele det med andre, så bliver de måske rige på det, og finder andre på man kan tilbyde små hjemmesider, hvor man selv kan bestemme, hvem der må komme ind, så bliver de rige på det. Det er ligesom niveauet – og det er altså ikke revolutionerende.

    Jeg var ikke bekendt med store forestillinger om, at internettet kunne bruges som rambuk for bestemte politiske ideologier, der så kunne drives til et verdensherredømme via nettet.

    Egentlig mener jeg også, at ambitionerne (for de fleste) har været mere jordnære og har ligget i forlængelse af de erfaringer man havde med det viktorianske internet (telegrafen) – og senere med telefoni, radio og TV – dvs. som midler til udbredelse af kommunikation.

    Det var da også de takter man slog i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne, hvor journalister og bankfolk begyndte at skrive meddelelser til hinanden på den frie linje i bunden af Reuterterminalernes skærmbilleder.

    Det medførte som bekendt opdelingen af Reuters i News og Finance og til de første interaktive globale netværk. Med den webbaserede teknologi og spredning af adgangen voksede op gennem 90’erne også forestillingerne om nettets anvendelighed og dets økonomiske muligheder – indtil det hele naturligvis brast og luften gik af ballonen i 2001.

    Ingen tvivl om der har været mange luftige forestillinger om ”nettets ubegrænsede potentiale” (heller ikke om, at vi ikke har set dem alle endnu), men at en af dem skulle have været, at nettet kunne bruges som ideologisk megafon er ny for mig, selvom jeg da tror dig, når du fortæller, at det var den benzin, der løb i gennem karburatoren på dig og dine jævnaldrende knallerter.

    Spørgsmålet om Huntington fik åbnet jeres øjne for noget (eller tændt for det lange lys – for nu at blive i knallertmetaforen) stiller jeg mig mere tvivlende overfor – i hvert fald, hvis du mener at være født og opvokset i Europa.

    I Europa har vi 2.600 år tradition i at vide, at alle ikke ønsker at være som hinanden. I at vide, at vi er ens, men forskellige og forskellige, men ens. Vi har en systematisk diskussion af tilværelsens filosofiske spørgsmål fra Thales til nutidens postpetrolister, som i virkeligheden er selve vores kultur.

    Vores kultur er ikke det hav af nominelle, reale og idealistiske positioner, der blev indtaget undervejs og stadig skal indtages i sig selv, men selve diskussionen – den 2.600-årige forståelse af, at man kan stille sig et andet sted, og derfra ser tingene anderledes ud. Som europæere ved vi også at sprog, nation og kultur både kan dele og forene. Intet område i verden har oplevet krig som Europa.

    Enhver vil formentligt være enig med Huntington. Tager vi alle Europas krige og putter dem i en kasse, og skriver ”interne konflikter indenfor samme kultur” på, og nægter vi at anerkende 2.600 års erfaringer i at sociale og økonomiske forskelle og ambitioner er væsentlige drivkræfter bag enhver konflikt – ja, så ender vi med det resultat, at den eneste mulige konflikt i fremtiden er ”the west against the rest”.

    Hvad dette fyrtårn med mørke i sit lys har gjort ved jeres øjne (eller lygter) ved jeg ikke, men problemet er vist mest, at I mener, at Huthingtons ”erkendelse” kan bruges til noget, at den siger (eller har sagt) noget sandt om verden.

    Det kunne man så meningsfuldt diskutere i 1993, da Huntington skrev artiklen. Østblokken var faldet, Tyskland genforenet, og spekulationerne om hvad vej verden ville tage, var lige så luftige som spekulanternes vindmålere i Wall Street om hvad, der ville blive nutidige værdi af internetvirksomhedernes fremtidige overskud.

    Det virkede dengang plausibelt at forestille sig mange af vores konflikter ville forsvinde, og ligefrem at historien helt måtte standse, fordi den urkonflikt, der drev den nu var forsvundet.

    Intet kunne som bekendt være mere forkert, men den konflikt, som vi står i i dag kunne man ikke se dengang, hvor blikket stift havde været rettet mod det samme år ud og år ind.

    Med den økonomiske liberalismens sammenbrud i 2008 forsvinder også koldkrigstænkningen definitivt. De grundtanker, der var tænkt af mænd med parykker om en uendelig verden, hvor man blot kunne hegne ind efter for godt befindende, og landkortet var fuld af hvide pletter, nye kolonier og rigdomme – bryder endeligt sammen, så verdenskortet i dag er fuld af sorte pletter, og liberalismen er ikke løsningen, men en del af problemet.

    Vores konflikter i dag handler om fordeling og overnational kontrol. Adgangen til at bruge luften som lodseplads må reguleres, så forbrugs- og profitjunkier f. eks. ikke får solgt vores og vores børns overlevelsesmuligheder for et hurtigt fix (en slags kollektiv OD, hvor 1% af verdens befolkning får ”suset” og trippet, mens de 99% andre ikke får andet, end fornøjelsen ved at blive begravet levende sammen med dem).

    Konflikten handler med andre ord om, hvor meget vi kan tillade der produceres, hvem der skal gøre det, og hvordan gener og overskud skal fordeles.

    Det så vi tydeligt på klimatopmødet, hvor Rusland, Kina, Brasilien og Indien klart viste, at produktion og vækst fremover må være hos dem, og det er deres befolkninger, der har brug for et løft af levefoden.

    Som europæer og dermed ansvarlig for de sidste 300 års skruppelløse rovdrift på planeten, er det vanskeligt andet end at være enige med dem.

    Det ser Huntington ikke komme – og fred være med det. Hans problem er egentligt også det modsatte, at han nu hvor hans fjendebilleder synker i grus et for et (og amerikanske tropper hjemsendes fra baserne i Europa), så er bange for, at nogen skal begynde at kræve militæret nedlagt, og derfor må han finde nye fjender.

    Det bliver så noget desperat, men på det tidspunkt var det vel det bedste han kunne komme op med (og som sagt ikke særligt godt, fordi han så at sige bygger konklusionen ind i præmisserne).

    Nok om Huntingtons varulve og vampyrer – også du må ud i verden med kors, Colt og hvidløgsranke og se om du kan finde dine.

    Jeg er så i øvrigt enig med dig i, at man bør slå et slag for den politiske frihed i de fire lande (og i mange andre lande), men i forhold til de fire, har vi noget at handle med. Vi er på vej ind i en ny verdensorden, hvor det er rammerne for vækst, der skal fordeles, og vi kan derfor stille krav. Krav om politiske rettigheder, fagforeninger, strejkeret osv.

    Også begreber som ”ejendom” og ”privat ejendom” kommer vi formentlig til at revidere. Det forhold, at Lenin og Stalins forsøg på at køre zarens Rusland videre og udstrække dets magt langt udenfor Ruslands grænser ender i grøften og at den økonomiske liberalisme bryder sammen betyder ikke, at verden forsvinder. Det er kun visse dele af vores forestillinger, der forsvinder.

    Måske vores forestillinger om et økonomisk ”enten eller” bliver et ”både og” og vi i fremtiden formentlig derfor ser en anden fordeling mellem det kollektive og private og mellem det globalt kollektive og det nationale (noget, der i hvert fald ikke ligger skandinaverne så fjernt).

    Naturligvis skal vi kæmpe for menneskers frihed – bare vi gør os klart, at det er deres frihed vi kæmper for, og ikke det, at de skal være enige med os, eller træffe de samme beslutninger som os.

    Nettet er ikke det helt oplagte sted for al politisk agitation. Det har noget at gøre med, at mobilisering på et plan handler om, at bevæge det enkelte mennesker i dets konkret oplevede virkelighed. At etablere en forbindelse i mellem det, som mennesket ser som sin virkelighed (og menneskets erkendelse af det politisk betingede heri), og så forestillingen om at politisk magt til agitatoren er den rette løsning på problemerne.

    Det kræver en stor viden om dem man henvender sig til. Kort sagt skal man have dem til at føle, at man sagde det helt rigtige og sagde det meget bedre end de selv kunne have gjort, og her bliver det nettets problem, at man ikke kan målrette budskabet særligt godt, når man ikke ved hvem, der læser det, (eller kan komme til at sortere i dem). Det kan let blive for abstrakt til at kunne blive følt personligt vedkommende.

    Jeg tror, at andre som jeg deler ønsket om en revolution i Iran, men jeg håber af hele mit hjerte, at det ikke bliver min revolution, eller Adam Smiths, eller CIA’s eller Karl Marx’, men at den bliver deres – deres egen.

    Og så er det forår i Teheran – så bed dem du kender dernede sende billeder af skud og blomster og træer, der springer ud, og send selv billeder af hvordan det grønnes og spirer der, hvor du er.

    Vi behøver ikke henvende os til andre fordi vi vil sælge dem noget eller overtale dem til det ene eller andet. Nogle gange er det bedst, at vi blot lader dem vide, at vi ved hvordan det er at være mennesker.

  16. Af carsten nielsen

    -

    @t. petersen

    Det er en stor fejl, maaske den stoerste, at tro at vi allerede ser klart hvad det er der galt!!! – NAAR FAKTA VISER VI TAGER FEJL!

    Dette er ytringsfrihedens og demokratiets selvmord!

  17. Af Peter Andersen

    -

    @t.petersen

    Du er sgu naiv!
    Huntington skrev the Clash of Civilisations, i erkendelse af, at forståelsen mellem mennesker jo netop har en begrænsning.

    Det er jo det vesten må se at lære!

    De vestlige interlektuelle troede, at en demokratisering af de islamiske lande ville fører til en fælles forståelse af ligestilling, menneskerettigheder og demokrati. Men hvad skete? Det stik modsatte! Alle de steder der blev forsøgt afholdt frie valg, eskalerede islamismen!

    Det faktum klør de sig stadig i hovedet over. Men at det skulle være et kulturelt fænomen, må vi stadig ikke konkluderer. Selvom kløfterne, med nettets udbredelse, er blevet større.

  18. Af Helge Hübschmann

    -

    @t. petersen
    Med dyb respekt: tak for dit lange indlæg.
    Ind imellem kan jeg fristes til i overensstemmelse med Carsten Nielsens ord:

    “maaske ikke istand til at undgaa i at drukne i alt det bavl’ folk har brug for at lukke ud og som ingen andre gider hoere paa.”

    at droppe disse blogs.

    Men et indlæg som dit giver fornyede interesse- og læsekræfter.
    Godt, at ikke alle indlæg ligger i den kvalitet. Jeg har også andet at lave…

  19. Af Lars Hvidberg

    -

    Hvad søren, T. Petersen, du kan jo godt, når du gerne vil! Dejligt at se et konstruktivt indlæg fra din hånd. Og det er jo også sjovt at se, at du er rørende enig med Huntington, selvom du ikke bryder dig om ham. Men sådan er det jo så tit.

    Jeg kan ikke følge dig i din ambition om at “vi” (hvem det så er) skal til i fællesskab at udstikke rammerne for vækst i verden. Jeg kan ikke se nogen politisk ramme for det, der vil kunne fungere (det kan jeg i øvrigt heller ikke på nationalt plan). Jeg frygter ikke væksten, jeg frygter ikke for luften og jeg frygter ikke for planetens fremtid, men der har vi nok forskellige perspektiver.

  20. Af Lars Hvidberg

    -

    @ Carsten. Forståelse er altså ikke nok. Vi kan ikke forstå alle konflikter væk. Nogen gange _er_ der bare tale om interesser, der ikke overlapper. Eksempelvis: Må man tegne profeten Muhammed, eller må man ikke? Det er lige gyldigt, hvor meget dialog og fælles forståelse du har om emnet, vi kommer ikke til enighed. Her må man bare stå fast og tage konfrontationen.

  21. Af Helge Hübschmann

    -

    @Lars Hvidberg
    “Eksempelvis: Må man tegne profeten Muhammed, eller må man ikke? Det er lige gyldigt, hvor meget dialog og fælles forståelse du har om emnet, vi kommer ikke til enighed. Her må man bare stå fast og tage konfrontationen.”

    Eller spørge sig selv: Hvor allerhelvedes vigtigt er det for mig og min ytringsfrihed, om jeg får lov at tisse i naboens sandkasse, når han nu ikke kan lide det.
    Forståelse handler jo – også – om ikke at påtvinge andre sin egen form for humor og især ironi som en veludviklet (heldigvis) dansk disciplin.
    Man kunne jo tage en dialog med Hussein og Ibrahim og forklare dem, at de må finde sig i, at vi evt. kritiserer islam, men vi vil godt tage det hensyn til deres sarte følelser, at vi ikke afbilder Muhammed – og slet ikke i karrikatursammenhænge. Ingen af hænger jo en satirisk tegning af vores let overvægtige kone op over hendes seng – bare for at hævde vores “ytringsfrihed”. Jeg kan i hvert fald godt undvære Muhammed-tegninger uden at føle min ytringsfrihed truet.

  22. Af Lars Hvidberg

    -

    Men hvad nu, hvis Ibrahim ikke vil lade mig tisse i min egen sandkasse? Er det ikke det, der er problemet?

  23. Af Fritz Wolder

    -

    En god og positiv artikel og mere nuanceret end tidligere.

    Jeg tror ikke, at mine grundlæggende vurderinger er meget anderledes end Lars Hvidbergs, men det handler også om at kunne se verden fra en en anden synsvinkel end ens egen, “to take the role of the another”.

    Det lyder banalt, men det er noget af det sværeste. Good luck!

  24. Af Helge Hübschmann

    -

    @Lars Hvidberg
    “Men hvad nu, hvis Ibrahim ikke vil lade mig tisse i min egen sandkasse? Er det ikke det, der er problemet?”

    Jo, principielt har du jo ret, hvis vi ser JP som “vores sandkasse”. Men nu har vi jo fået børn ind fra nabobeboelserne, som også leger i vores sandkasse, og de er åbenbart ikke så meget for de der tisselege…:-)
    På den lange bane skal muslimerne (og alle andre) selvfølgelig vænne sig til at blive gjort grin med (også deres religion), men det er altså ikke ret mange år siden, at Indre Mission eksploderede sammen med Kristelig Lytter- og Seerforening, hvis det samme overgik Jesus. Tænk blot tilbage på reaktionerne på Thorsens planer om en Jesus-film.
    Ting ta’r tid. Og det at have ret – og det har vi i den sag, indiskutabelt – til at gøre noget er ikke det samme, som at det også er klogt. Ergo: Hvad er omkostningen (bredt set) ved at gøre det, og hvad er den ved ikke at gøre det. Jeg har vanskeligt ved at se omkostningen ved at lade være som en del af en udtrakt hånd til dialog (forståelse).

  25. Af carsten nielsen

    -

    @Peter Andersen

    If you can’t beat them, er en gammel saying, der synes så forglemt af alle. Når man forstår at dette ikke betyder at slutte sig til dem, men istedet søge at udvikle forståelse for dem for således bedst muligt at kunne forholde sig til dem, så kan vi begynde at komme nogle steder.
    Indtil da fortsætter folk ud af en bane som lemmingerne, der først stopper når man er ude over kanten.

    Jeg omskriver lige, for Lars Hvidberg’s skyld:

    Det er en stor fejl, måske den største, at tro at vi har forståelse for noget, når fakta er, at det har vi ikke.
    Vi lever således i det selvbedrag, det er at tro, at vi har forstået noget, selvom det vi tror, at have ret forstået er forkert.(forståelse er dynamisk at bevæge sig i at forstå)
    Vi er således bedre stillet hvis vi i det mindste FOR OS SELV erkender, at vi ikke er helt sikre og således stadig holder muligheden for sandheden åben.

    Jeg stopper her, for dette kan ikke demonstreres bedre end de eksempler @t. petersen laver på dette.

    Uselvbevidsthed/fakta fremstilling, er iøvrigt stilen som Zuckerman kører sin blog i. Så mon ikke også Buddha har ret i sin antagelse af, at det er den REELLE årsag til problemet der skal findes og ikke den umiddelbare?

    Det har med forståelse for islam at gøre, hvorfor folk har brug for ikke, at se Muhammede illustreret som feks. nogle synes det kunne være sjovt at tegne ham som, hvilket af små unger og selv voksne, får Muhammed fremstillet/forstået i en andet lys det der er HENSIGTSMÆSSIGT.
    Husk igen på, at muslimerne, hvis de var blevet behandlet af de der forstår at håndtere muslimer og forstår hvordan muslimer tænker, havde behandlet forbrydere anderledes hårdhændet og ALDRIG havde ladet uskyldige blive behandlet af kriminelle som vi ser i vesten idag.

    Men heja for retten til at ytre sig og ride!!!

  26. Af carsten nielsen

    -

    rettelse:

    If you can’t beat them, join them.

  27. Af t. petersen

    -

    @Lars Hvidberg

    – Jeg er bestemt ikke enig med Huntington – det resultat kan jeg faktisk ikke, hvordan du kommer til.

  28. Af Lars Hvidberg

    -

    Hmm, måske fordi du skriver: “Enhver vil formentligt være enig med Huntington.” ?

  29. Af Lars Hvidberg

    -

    I øvrigt ser det ud som om, at du argumenterer imod Fukuyama og ikke Huntington. Har du overhovedet læst Huntington?

  30. Af t. petersen

    -

    @Peter Andersen

    Huntington skrev ikke artiklen (The Calsh of Civilazations?) på baggrund af en erkendelse af, at der var grænser for forståelse mellem mennesker. Det er en antagelse han gør, og på baggrund af hvilken han (ikke overraskende) når frem til, at hvis alle andre konflikter ikke eksisterer, så vil en kommende konflikt opstå på grund af manglede forståelse mellem mennesker, der vil stå overfor hinanden opdelt efter de civilisationer de tilhøre, således at fremtidens slagmark vil være hele kulturer eller civilisationer, og ikke blot en nationalstats snævre geografiske område.

    ” It is my hypothesis that the fundamental source of conflict in this new world will not be primarily ideological or primarily economic. The great divisions among humankind and the dominating source of conflict will be cultural. Nation-states will remain the most powerful actors in world affairs, but the principal conflicts of global politics will occur between nations and groups of different civilizations. The clash of civilizations will dominate global politics. The fault lines between civilizations will be the battle lines of the future.”

    Huntington har arbejdet med amerikansk sikkerhedspolitik hele sit liv. Han er ikke sociolog, ikke antropolog, ikke statistiker, ikke historiker og heller ikke økonom.

    Han var medstifter og –udgiver af tidskriftet ”Foreign Affairs”, og professor ved Havard. Han har skrevet flere interessante ting – om forholdet mellem militær og civile, om den Prøjsiske politistat som forbillede for USA og udviklingen af amerikansk militær og militarisme efter borgerkrigen osv., men The Clash of Civilizations? Er bare ikke en af dem.

    I efterkrigstidens kritik af det amerikanske militærindustrielle kompleks (Gailbraith et al) er Huntington militærets mand, og under den ophede debat i USA om hvordan den umulige Vietnamkrig kunne vindes, er han talsmand for, at Mao’s ord om, at ”gurillaen skal være som en fisk i vandet” må betyde, at man kan fange fisken, hvis man trækker proppen ud af karret så vandet forsvinder.

    Teorien om ”de sprællende fisk i den udtørrede flod” tiltalte Pentagon, men det kom hurtigt til uenighed om, hvad Mao havde ment med ”vandet” .

    Huntington kom på det tabende hold, da hans forslag om at ”vandet” måtte betyde ”folket”, at man derfor skulle indfange alle bønder i Vietnam og internere dem (så vietnamesere, der blev antruffet uden for interneringerne kunne betragtes som ”sprællende fisk” og kunne dræbes), ikke vandt gehør.

    Pentagon anlagde som bekendt i stedet den fortolkning, at ”vandet” måtte forstås som ”junglen”, og det rigtige måtte være, at udrydde junglen, hvad man så gjorde ved at lade fly og soldater sprøjte med ”Agent Orange” – en plantegift, der dræber al bladvækst.

    Hele diskussionen viste vist meget godt, at Kubrick i sin sorte komedie om toppen af amerikansk militær, Dr. Strangelove, havde vist sider af den amerikanske krigsmaskine – der, hvor groteske og infantile siderne havde været – ikke var taget helt ud af den blå luft.

    I ”The Clash of Civilizations?” er Huntington ude i et opgør med men Francis Fukyama, der året før (1992) har skrevet ”The End of history …”, hvori han tager udgangspunkt i Marx’ teori om at det er klassmmodsætningen (den evige kamp mellem dem, der ejer noget, og dem der ikke gør), der er den egentlige drivkraft i historien, og at denne kamp nødvendigvis må ende med at de besiddelselsløse på et tidspunkt overtager det hele og indføre kollektiv ejendomsret (hvilket så betyder at historien standser, fordi den motor, der driver den, ”klassemodsætninger” jo er gået i stå).

    Fukyama (der bestemt ikke er marxist) forestiller sig, at Marx’ konflikt bliver løst, ikke ved at den ene klasse vinder over den anden, men ved at modsætningerne mellem klasserne (og dermed spændingerne og den systematiske vold i og i mellem samfundene) mindskes ved at klasserne indfører borgerligt demokrati, som så ”demontere” konflikten. Fukyama hæfter sig derfor ved, at antallet af borgerlige demokratier vokser og vokser, og det af denne grund må ende med, at hele verden bliver ”så afspændt”, at historien standses.

    Det er denne ”afspændingidé” som Huntington skriver i mod. Huntington mener godt nok, at klassekampen er død (at ideologiernes tid er ovre), men modsat Fukyama, mener han der vil være de kulturelle og civilisatoriske forskelle tilbage, (eller rettere, at de altid har været der, som en slags ”baggrundsstråling”, men at de nu vil træde frem som det eneste tilbageværende), der så vil danne de linjer som vil dele parterne i fremtidens konflikter.

    Fra både amerikansk og europæisk er både Fukuyma og Huntington blevet kritiseret. Dybest set er det deres forestillinger om, at sammenbruddet i Lenin og Stalins eksperimenter i øst, på nogen måde kan konstituere klassekampens ophør eller kommunismens endeligt, eller i det hele taget at ideologiernes tid er ovre.

    – Det er for tidligt at afskrive Marx, skrev den franske filosof Jacques Derrida i 1992 i sit svar til Fukyama, og magasinet ”Le Monde diplomatique” kaldte, Huntingtons hypoteser for et direkte forsvar for amerikansk udenrigspolitik og aggression mod Kina og islam.

    I 1993 var der ingen, der mente at afholdelse af demokratiske valg i de muslimske lande ville fører til en ens forståelse af alt mellem himmel og jord. Vestlige intellektuelle er ikke en homogen masse, og vestlig kultur er heller ikke masse af enighed om alt mellem himmel og jord.

    Tværtimod har vi i Europa to hovedtraditioner. Den anglesaksiske og den kontinentale. Når USA derfor taler om, at man er ”vestlige” og ”på linje med Europa”, så dækker det ofte kun over, at man kan tilslutte sig forskellige anglesaksiske synspunkt.

    Det ironiske svar fra det kontinentale Europa har ofte været til amerikanerne (når de forsøgte at tage patent på ”vesten”), at ”vestlige værdier” er en glimrende ide – særligt, hvis man vil indføre dem i USA.

    Sagt på en anden måde, har det ikke skortet på kritik af de forskellige linjer i amerikansk udenrigspolitik, både under og efter den kolde krig. Den amerikanske ide om at udbrede amerikanske ideer og institutioner med våbenmagt og sanktioner, har for de fleste europæere været udtryk for en forsimplet og reducerende tankegang.

    Ingen i Europa kunne ønske sig amerikanske tilstande. Det betyder ikke at vi ikke anser demokrati for et gode, men vi har meget forskellige opfattelser fra amerikanerne af, hvornår, hvorfor og hvordan det bør sprede sig.

    Særligt efter murens fald, har det kontinentale Europa stået på, at USA ikke bør forsøge at positionere sig som verdens hegemon. Det har indtil videre været for døve ører, men USA har ikke økonomisk styrke til i længden at kunne være verdens førende militærmagt, så det finder sit leje med tiden – i mellemtiden kan det jo også være, at amerikanerne får lyst til at være mere europæiske (og f. eks. at gennemfører en sundhedsreform).

    Meget imod Europæisk tænkning og tradition, kan vi så se regeringens svar på Rasmus Modsat (Søren Pind) i disse dage rende rundt og forsøge om han kan amerikanisere dansk udviklings- og bistandspolitik, så han får mest amerikansk ideologi for pengene.

  31. Af t. petersen

    -

    @Lars Hvidberg

    Jeg er skam uenige med dem begge. Helt grundlæggende om betydningen af murens fald (og dermed med mange andre).

    Man kan sige, at det – at det russiske eksperiment mislykkedes (godt for det), ikke kan og skal forveksles med, at Marx tog fejl, og at kampen mellem dem, der har, og ikke stadig er den egentlige konflikt i verden.

    Det er den, og det er en voldsom kategorifejl, at tro andet, og svarer vel til, at nogen skulle begynde at påstå, at fordi en bilfabrikant går konkurs, så er det bevis på at det menneskelige transportproblem er løst.

    Hertil kommer en lang række andre forhold (hos Huntington) som jeg heller ikke mener holder vand, men jeg er heller ikke sikker på, at han ville skrive det samme idag.

    Men lad mig høre, hvad du hentyder til.

  32. Af Lars Hvidberg

    -

    Jeg kan stadig ikke se, at du er specielt uenig med Huntington, derimod med Fukuyama. Huntington advarer jo netop imod, at USA skal opføre sig som verdens hegemon og blande sig i alt. Men det skyldes måske, at du (ligesom Søren Pind) gerne vil give den som Rasmus Modsat.

    Der er da bestemt ting, man kan kritsere Huntingtons teori for (hvis du følger linket til min forrige blog vil du se nogle stykker), men at han har haft ret i, at nye konflikter ville dukke op efter murens fald, og at de ville følge kulturelle skillelinjer, mener jeg bestemt der er grund til at give ham ret i. Eller mere præcist: Det han skriver om er jo, hvor nationalstaternes alliancer vil fordele sig (altså en politologisk makroanalyse). Der er også andre konflikter, og konflikter internt i kulturerne, men jeg mener egentlig, at hans analyse var ret ædruelig og holder meget godt. Kultur er helt klart højere på listen end eksempelvis klassemodsætninger og ressourcer, som du nævner som de egentlige konflikter. Men den større vigtighed eller fravær af vigtighed i Huntingtons analyse har jeg i øvrigt nok ikke tid til at diskutere med dig her, specielt fordi jeg stadig ikke rigtig kan få fat i dit synspunkt, selvom du har prøvet at klargøre det. Hvis du er ude i et eller andet forsvar for relevansen af Marx i dag, kan jeg nok slet ikke følge dig andet end på det mest generelle niveau (produktionsforhold betyder noget, ja).

  33. Af t. petersen

    -

    @Lars Hvidberg

    Udgangspunktet er Huntingtons ” – It is my hypothesis that the fundamental (furure, mit indskud) source of conflict in this new world will not be primarily ideological or primarily economic”. Der er her, jeg er uenig med ham.

    I begyndelsen af 90’erne skrives – og helt på den anden side af dot-com-bølgen – megen fantasifuld fremtidsmusik om betydningen af murens fald.

    Det er altid nemt at være bagklog, men forestillingen om, at det som jeg har kaldt “Marx’ konflik” (altså selve “urkonflikten” mellem dem, der har og ikke har) at det skulle forsvinde, fordi et (iøvrigt “ikke-marxistisk”) projekt i øst kollapser, er ren og skær ønsketænkning.”Urkonflikten” bestod før det østlige eksperiment brød sammen, under det, og sandelig også efter det.

    Men man misforstår simpelthen grundlæggende det – eller forveksler – det, at en såkaldt “kommunistisk” stormagt forsvinder (og vi så ikke skal bruge kræfter på økonomisk og militært at imødegå den) med det forhold, at selve den konflikt, som den var en svulst eller svamp på, eller en udløber af, skulle forsvinde.

    Det gør den ikke. Det var udvæksten – en af konfliktens mange måde at fremstå for os på, der forsvandt. Selve konflikten – rhizomet eller myceliet er der endnu og vil blive ved med at producere, generere og omsætte den grundlæggende konflikt til udvækster.

    Det er den fejltagelse som Huntington begår i disse jubelår – og som han bestemt ikke er alene om (set bagud er det som om man mister jordforbindelsen, og al tænkning ryger op i ideernes verden – i ren idealisme).

    De konflikter vi har set efter murens fald synes heller ikke at følge hans kulturlinjer. Muslimer over den ganske verden har f. eks. taget afstand fra 9/11, og hans ”kulturgeografiske” opdeling af verden synes heller ikke at giver megen mening.

    Hvorfor regner han f. eks. Ishøj med til Vesten, og hvorfor regner han ikke Bronx med til Israel? Og hvorfor er 12-årige Peppe medlem af den vestlige civilisation, hvis han er opvokset i Spanien og aldrig har lavet andet, end at blive undervist af en munk og en nonne og plukke citroner, mens han – hvis han er født i Mexico – ville tilhører en helt anden civilisation, selvom han har fået præcis samme undervisning af den samme nonne og munk og plukket de samme citroner?

    Man kan sige, at Huntingtons præmis om, at nationalstaten består af det folk vil have er tvivlsom. Nationalstaten kan slet ikke rumme sine indbyggere som en dåse kan rumme sit indhold af ærter.

    Nationalstaten er porøs og vi kan diffundere ud og ind af den som vi vil. Vi tilhører fællesskaber på kryds og tværs af nationalstaterne, og vi kan være imod vores egne stater, som når de dikterer overenskomster eller fører krige i Vietnam og Irak. Vi kan være helt på det rene med at Falklandsøerne er engelske, og samtidig mene, at USA skal holde sig ude af Sydamerika.

    Sagt på en anden måde, så er det aggregerede mikroniveau langtfra det samme som nationalstaternes makroniveau.

    Nationalstater er grundlæggende meget som mennesker. De findes to slags. To kulturer – to typer af spekulanter – bulls and bears – dem, der er haussen overfor deres mave, og har så meget at de er ved at brække sig, og dem der er i baissen overfor deres mave – og kun har et tomt hul som de ikke kan få fyldt hurtigt nok.

    Alt andet er fernis – kultur, tradition og kutyme, og blot kød på det skellet, hvis ben er en af de to arketyper; – Adam And eller Højben von And.

    Allerede Aristoteles havde øje for de to urænders genvordigheder. For fra den sultne ands synspunkt, så var den and, der havde maden jo en monopolist, der selv kunne bestemme prisen på sin vare – og det fandt både Aristoteles og Adam And var en tarvelig og suspekt konstruktion.

    Nationalstater adskiller sig sådan set blot fra ænder ved at have en mere diversificeret portefølje. De er lange i nogle positioner og korte i andre, og kun de færreste er så uheldige, at de fra naturens hånd er skabt som ænder er flest, – nemlig som korte i enhver position – født ind i en permanent baisseklemme – banket op i en corner – og altid et fix bagud.

    Nationalstaternes alliancer er et kompliceret spil, hvor staterne dybest set søger af dække deres korte positioner billigst muligt, og få den bedst mulige pris for de lange positioner.

    Det medføre komplicerede mønstre af alliancer som kan variere fra politikområde til politikområde, og have forskellige niveauer og sågar være i indbyrdes modstrid med hinanden.

    Grundlæggende virker du og Huntington til at undervurdere betydningen af både staters og individers materielle behov – de materielle love – eller økonomiske love om man vil.

    Sagt på en anden måde, så vender I behovspyramiden på hovedet – og overser, at vi har helt grundlæggende slet ikke råd til at have ”kulturelle venner” – i hvert fald ikke til at sætte en pris på dem, der er højere end den vi kan betale.

    Vores alliancer er således grundlæggende styret af hvem, der har det vi skal bruge og hvem, der kan bruge det vi har. Blodets bånd og venskabsbånd, familie og venner alt sammen har det betydning, men dybest nede, der regerer livsvilkåret – det vi ikke kommer uden om – nødvendighedens lov.

    Sagt lidt anderledes, så er Huntington ikke realist, men idealist – eller som Marx ville have sagt – han er ikke materialist. Han tror vi satser vores pund på venner, familie, guder og sociale forbindelser – det gør vi også – men kun, når vi får råd – og det er det de færreste, der nogensinde får.

    Det blev et langt skriv som svar på en bemærkning om, at ”ingen vist læser Huntington mere”.

    Hans udgangspunkt var da plausibelt nok i 1993, men grundlæggende er det ikke luksus og fernis som venner, familie og kultur, der er styrende, og derfor fejler analysen.

    Dagsordenen i dag handler på den lange bane om, at produktionen vil være begrænset af hvor meget C02 atmosfæren kan bære der udledes, og dermed handler det i bund og grund om, hvordan produktion og indkomst skal fordeles mellem den gamle verden (vesten i bredeste forstand) og den nye verden Kina, Indien, Rusland og Brasilien.

    Den alliance vi ser mellem disse fire lande er ikke kulturelt bestemt og den front de danner mod den gamle verden er det heller ikke. Den er bestemt økonomisk strukturelle forhold, ligesom den alliance vi så mellem Kina og USA på topmødet heller ikke var kulturelt bestemt, men bestemt af en fælles nødvendighed af at aftalen blev skud til ”hjørne”.

    Irakkrigen havde heller intet med 9/11 at gøre, eller var en kulturel konflikt. Den var tilmed støttet af Saudiarabien, der var iskolde overfor om overskudet på den irakiske olie røg i fransk/russiske lommer (sådan som det oprindeligt var aftalt før ophævelsen af FN-sanktionerne) eller om det røg i amerikanske lommer. Havde man præferencer overfor nogen, så var det overfor amerikanerne.

    Olien er nemlig det andet vigtige aspekt. For en ting er, at der ikke længere er noget der hedder ubegrænset vækst (men at det kommer til at handle om fordelingen af vækstrammer osv.), men vi har det grundlæggende problem, at der 30 år tilbage, og så er vi løbet tør for olie.

    Om 30 år så er den sidste olie vredet ud af arabernes sandbanker. Det er den periode nationalstaterne har til at omstille hele deres energiforsyning i, og det er indlysende klart, at ingen ønsker at løbe tør under vejs, og at forsyningssikkerheden derfor har topprioritet.

    For kaptajner og styrmænd på ørkenens skibe er situationen lige så alvorlig, man har 30 år til at transformere sine sidste naturrigdomme om til investeringer andre steder i verden.

    En væbnet konflikt mellem de arabiske stater og ”den gamle verden” er p. t. usandsynlig. Begge parter virker til at have mest ud af en kontrolleret rationering og fordeling af den sidste olie. Kommer der en væbnet konflikt eller ligefrem en krig – så er det kun fordi en af parterne mener, at kunne profitere på det.

    Her til aften kunne man så hører om det hidtil stærkeste amerikanske pres på en israelsk regering i Gud ved hvor mange år – også det viser billedet af en alliance mellem USA, ”den gamle verden” og den arabiske verden, om at grænsen for israelske bosættelse for længst er overskredet og der nu er 2 år til at få oprettet en Palæstinensisk stat i. Fik jeg nævnt ordet ”rammestyring”?

    Alt i alt, så ser vi ikke spor af, at Huntington har ret i sin analyse. Konflikter og alliancer bevæger sig ikke (længere – om nogensinde) af de af ham spåede baner.

    Og så om den i formiddagspressen meget opreklamerede konflikt mellem islam og Vesten (du ved,”Muslimsk udseende terrorist skubber indkøbsvogn ind i benet på ældre dansk dame i Brugsen i Nørre Sylte”) så er den mere sagnomspunden end reel, og dybest set udtryk for, at to marginaliserede grupper (nationalister og religiøse ledere) forsøger at ændre den dom historien er ved at skrive over dem.

  34. Af Helge Hübschmann

    -

    @t. petersen
    Hvis du over tid med gavmild hånd har “strøet” sådanne indlæg ud over diverse debatsider eller haft dem offentliggjort som kronikker, burde de samles og redigeres til en essay-udgivelse.
    Det er måske ikke nødvendigvis “original nytænkning”, men det er helt formidabel formidling. Kunne med rimelighed anvendes i undervisning.
    Stor respekt!

  35. Af peter g

    -

    @Helge Hübschmann

    T.petersen har med tiden spredt mange perler rundt omkring. Her er nogle af mine favoritter om demokrati, som mange politikere burde tvangsindlægges til at læse:

    sorenpind.blogs.berlingske.dk/2009/09/21/den-pastaede-anst%C3%A6ndigheds-gr%C3%A6nsel%C3%B8shed/#comment-6295

    beinov.blogs.berlingske.dk/2009/10/27/skulder-ved-skulder-med-jp/#comment-5491

    Og her min all-time favorit, om Langballe som retarderet X-factor deltager:

    naser.blogs.berlingske.dk/2010/01/24/langballe-og-krarup-er-%C3%A6rlige-%E2%80%93-men-langt-ude/#comment-3633

  36. Af Lars Hvidberg

    -

    T. Petersen: Det er et meget langt indlæg, og jeg har på ingen måde tid til at kommentere på det alt sammen her (du bør måske også overveje om dette er det rigtige forum til at sprede dine ideer om samfund og global kultur), men tak for det.

    Dog: Jeg kan på ingen måde se, at begrænsningen på CO2 bliver den nye konfliktakse, der er ingen som helst tegn på det, så vidt jeg kan se, rent politisk. Hele klimadebatten er ren PR, ren positionering. (Om CO2 er en reel trussel er en anden ting). Olien og adgangen til energien kan jeg nok mere følge, men heller ikke her synes jeg, at Huntingons lettere henkastede tese er specielt mere på glatis end din deleuze-afledte ny-marxisme. Og man må jo i øvrigt sige, at han fik dig til at tænke dig om, ikke sandt?

  37. Af carsten nielsen

    -

    @t. petersen

    Nettet er og bliver ikke NOGENS soelvkugle, ej heller tror jeg du har laest Zuckerman’s blog, ellers ville du ikke kommentere den som du goer.
    Jeg synes du tror du ved hvad fakta er, men loeber rundt med fine sammenhaengende uddybende beskrivelser der er lidt noget halv’ lort…lidt lissom’ gylle.

    Jeg er ligeglad, om jeg sammenlignes med et af de svin som Helge H. siger, at du smider dine perler for, hvilket jeg ioevrigt ikke kan se belaeg for at han kalder dine ord.

    Jeg synes du skal saette dig ordentlig ind i tingene foer du danner dig din mening. Foerst saetter man sig ind i tingene saa danner man sig sin mening. Man danner sig ikke sin mening ogsaa finder belaeg for dens berettigelse.

  38. Af carsten nielsen

    -

    …fortasettelse, det er det der goer at jeg ofte ser mere fornuft i det den lokale landmand der har jordforbindelse og ved hvorfor gyllen’ har draebt vores regnorme paa markerne rundt omkring, end jeg stoler paa de floskler, der sammensaettes til, at findes overbevisende ligeledes af mennesker der aldrig har arbejdet og har foert vores samfund paa glatis som ind i h….. .

    mvh

    Carsten

  39. Af carsten nielsen

    -

    Lars Hvidberg

    Hvorfor er mine indlaeg ikke med? Der var da intet anstoedende i dem, eller var dette igen fordi nogen misforstod essensen og skojtede fint henover noget, de slet ikke havde forstand paa?

  40. Af carsten nielsen

    -

    Jeg tror hverken Huntington, Hvidberg eller Petersen fanger essensen i hvad det er, der af Huntington tages fat om, men nu skal jeg saa fortaelle jer det.

    Det er ikke om kulturer, dollars eller olie – nej det er om forstaaelse af frihed. Hvis man har korrekt forstaaelse, saa saetter det een fri.

    Frihed for at skulle taenke selv, er det islam saetter regler op om for folket. Friheden for disse folk er, at undgaa at skulle taenke selv og underlaegges selvbeherskelse. (Ingen tanke er vejen til oplysthed i buddismen.)
    Den biologiske natur i alle mennesker er saaledes, at vi drives af lyster der igen drives af hormoner. Islam tager fat ved bunden af disses rod, helt dernede ved hvor hormoner skabes eller ej.

    Hvis man ikke har forstaelse for dette i problematikken om islam, saa har man OVERHOVEDET ingen forstaaelse for islam. Saa simpelt er det.

  41. Af Helge Hübschmann

    -

    @Carsten Nielsen
    “Jeg er ligeglad, om jeg sammenlignes med et af de svin som Helge H. siger, at du smider dine perler for, hvilket jeg ioevrigt ikke kan se belaeg for at han kalder dine ord.”

    Nu må du altså lige styre dig. Jeg har INTET sted skrevet noget om at kaste perler for svin. Hvis du havde set mine indlæg på andre blogs, ville du vide, at den slags er meget, meget langt fra min stil. Og jeg ville da slet ikke skrive det refererende til andre debattører. Tvært imod “kæmper” jeg en indædt kamp for at få alle indlæg holdt i en rimelig og fordragelig tone og sprog – i overensstemmelse med Berlingskes egne regler. Og i erkendelse af, at en konkurrence i kast med affaldsposer aldrig nogensinde har ført til noget, der blot ligner en givende dialog og meningsudveksling.

  42. Af carsten nielsen

    -

    tillæg:

    vestens selvbeherskelse er også meget dårlig, ellers ville vi ikke have selvskabstømmere, voldtægtsforbrydere, og røverier.

  43. Af carsten nielsen

    -

    @Helge Hübschmann

    Undskyld,

    jeg vidste ikke hvad jeg talte om….

    Du taler om at strø…
    Peter G. refererer til dig, hvori han taler om at t. petersen har spredt perler…

  44. Af georg christenssen

    -

    Internettet, en pollittisk styret (USA) enhed, rigtigt, men med “Kinesernes” hjælp, finder “internettet” en løsning. Håber “jeg”.

    Kinesernes viden om det enkelte “individs” behov, overgår langt den “vestlige verdens” magtbegærd.

  45. Af carsten nielsen

    -

    …fortsættelse: selv taler jeg om at kaste perler for svin, i starten af debatten fordi jeg mener i denne sammenhæng det er relevant.

    Nu hvor treenigheden er kommet ned på jorden, så må alle kunne komme videre med, at kommentere Lars Hvidbergs indlæg om internettets fremtid, der er mere interessant, end det er, at tale om noget ingen fatter, fordi emnet startes på vildspor. Der er tale om, at vi skal hen på en biologisk årsagsforklaring for at forklare noget som ingen, ikke engang Huntington, fanger.

    Hvis man skal forstå noget via analyser, så er det fundamentalt vigtigt, at man har føling med emnet, ellers ender man med at ødelægge sporet…

  46. Af carsten nielsen

    -

    @george christensen

    Tror du har ret, alle kineserne fanger nemlig, at ved at arbejde for Kina, så hjælper de dem selv.

    Ved blot at udtrykket sig selv/trykke noget ud, så hjælper man ofte blot sig selv og spilder let andres mulighed for at komme frem med noget.

    Sølv kan drukne i mudder i vesten.

  47. Af Helge Hübschmann

    -

    @Carsten Nielsen

    ..alt forladt…:-)

    Hvilket ikke ændrer på, at jeg læser flere af t.pedersens indlæg som perler i formidlingsmæssig henseende. Hvormed jeg iøvrigt ikke nødvendigvis udtrykker enighed med indholdet i enhver henseende.
    Jeg har iøvrigt meget stor respekt også for meningsmæssige “modstandere”, der udtrykker sig på een gang klart, flydende, høvisk, elegant og med et glimt i øjet.

    @georg christensen
    Kinesernes viden om det enkelte “individs” behov, overgår langt den “vestlige verdens” magtbegærd.

    Det kunne måske være en overvejelse værd at lade den enkelte kineser fastlægge og bestemme over sine egne behov? Herunder også sit brug af internettet og dets tjenester.

  48. Af t. petersen

    -

    @carsten Nielsen

    “Sølvkuglen” henviser til det, drevne varulvejægere anser for det eneste, der duer til at dræbe en varulv – en sølvkugle. Den skal selvfølgeligt affyres fra et ordentligt våben, en Colt 44 Magnum, eller Colt 45 Peacemaker eller en Colt 45 Anaconda. Bom!

    Vi er desværre ved at få sølvkugler på nettet. Enhver, der kan lukke eller begrænse min netadgang er en potentiel sølvkugle for mig.

    Nogle af dem kan jeg nødtvunget acceptere, andre ikke, men der er folk, der væsentligt værre stillet end mig.

    I Kina ser det ud til, at de kinisiske myndigheder og Google ikke kan enes, og Google derfor trækker sig ud af Kina.

    Google trækker sig ud efter for Gud ved hvilken gang, at have brugt en krig på at holde systemet kørende efter massive hackerangreb fra de kinisiske myndigheders side.

    Noget tyder på at kineserne ikke er tilfreds med de oplysninger om brugerne som Google giver dem, og de derfor selv går ind og henter, hvad de vil have.

    Trist – for det er et alvorlig brud på ytrings- og informationsfriheden og retten til privatliv og meddelelshemmelighed, der tilsyneladende her sker.

  49. Af carsten nielsen

    -

    t. petersen

    Vi ved, såvidt vides af jeg der ikke er så klog men viis fordi jeg ved jeg ikke er så klog???, ikke om det er de kinesiske myndigheder eller selvstændige kinesere, der laver hacker’angrebene. Jeg håber blot på, at vesten ikke igen forveksler den tilsyneladne årsag med den faktiske årsag, som det har været tilfældet så mange gange før.

    Mht. din tese om sølvkugler, så har vi da i vesten et kæmpe problem med dem, nemlig at alle folks meninger skal høres, tænk på hvis det var sådan i folketinget. I folketinget skulle vi kunne tage højde for dette, men idag er vi erfaringer klogere og må konkludere at det virker sku’ ikke ret godt. Oponionamålinger sætter feks. Lene Espersen, højere end sin intelligens og det er sku’ ikke godt..

    Jeg ved, at jeg ikke er så knøv’, derfor har jeg fundet en vej til at forholde mig til dette. Idag søger jeg den biologiske/neurologiske årsagsforklaring for/om hvorfor alting er som det er. Jeg går efter rødderne i alting, for der er deraf man kan få indsigt i praktisk taget alting.

    Kineserne burde kunne udtrykke sig siger du, tjaa jeg ved ikke, når man kæmper eller er irriteret eller holdt nede, så udvikler man testosteron og dette udvikler mænd til rigtige mænd og ikke bløde mænd der ikke kan noget. Udelukkende frihed er ikke godt, frihed underlagt visse elementer af ufrihed er bedre for netop, at man skal kunne værdsætte frihed. Igen henvises til min tidligere gennemgang af problemerne i Danmark og ved at have folketinget. Demokrati og ytringsfrihed tror jeg også er noget folket selv skal kæmpe for at få følelsen af, at det er deres eget, ellers kunne man forestille sig situationer som feks. indvandrene i Danmark, der ikke har mestreret denne evne endnu, netop fordi de har fået alting foræret.

    Den ret du omtaler, eksisterer så vidt vides ikke i Kina og det er et væsentlig element at tage i betragtning, for korrekt at kunne forstå og VURDERE tingenes sammenhæng. I vesten ville vi heller ikke godtage, at regeringen satte grænse for, at vi kun måtte have 1 barn, men er en anerkendt og NØDVENDIGT i Kina.

  50. Af carsten nielsen

    -

    Lars Hvidberg

    Zuckermann’s blog er lavet i unselfconsiousness/uselvbevidstheds mode.

    Dette kunne være en årsag til hvorfor hans blog virker så uhøjtidlig seriøs og tillidsskabende i dens indhold og essens.
    Jeg håber du lægger mærke til dette.

Kommentarer er lukket.