Tøger klædt af

Advokat Faisal A. Z. Yamani lancerede i dag på et pressemøde i Beirut sin globale klapjagt på de danske aviser, der har bragt karikaturtegninger af profeten Muhammed. Om forliget med Politiken siger Yamani følgende:

We thank God for our success in reaching a settlement with the Danish Newspaper which has recognized its mistake, apologized, and indicated not to reoffend Muslims and their Prophet (peace be upon him).

Hov! Vent lidt! Sagde han lige, at Politiken havde lovet, at det ikke ville ske igen? Ja da. Men hvad var det, Tøger Seidenfaden igen og igen har hævdet om forliget med Yamani og hans advokatfirma? Vi citerer:

Samtidig er det naturligvis afgørende, at Politiken ikke dermed har påført sig selv nogen form for begrænsning af sin redaktionelle frihed: Også i fremtiden vil det være vores helt egen og frie afgørelse, hvad vi vælger at offentliggøre herunder hvilke karikaturtegninger, vi vælger at bringe.

Hmm, ok … de to positioner virker ikke helt forenelige. Yamani mener, at Politiken har forpligtet sig på ikke at bringe tegningen igen, Seidenfaden mener, at Politiken forbeholder sig sin fulde redaktionelle frihed. Er der virkelig tale om et forlig? Har de overhovedet talt sammen? Har oversætteren klokket i det?

Problemet for Seidenfaden er, at Yamani naturligvis har ret. Hvis jeg giver en undskyldning for noget, så ligger der implicit i den undskyldning et løfte om, at jeg ikke gør det igen. Sådan er det nu engang med undskyldninger. Tøgers forbehold er en gang snøvlet sofisteri, som ingen kan tage alvorligt. Politiken ligger, som Politiken har redt: Godt i klemme og rent til grin. Heldigvis skal avisen uanset undskyldningen være med til at betale omkostningerne for eventuelle retssager mod de andre aviser gennem medlemsskabet af DDF, de danske bagblades brancheforening.

Det virkelige problem her er, at Politikens forestilling om et forlig og et kompromis på området har været ren fantasi lige fra starten. Og her taler jeg ikke om Tøger Seidenfadens tydelige selvovervurdering og private udenrigspolitik, når han forsøger at forsone “Danmark” med “Den muslimske verden” (som om Yamani er folkeviljens repræsentant). Jeg taler heller ikke om, at vi i Danmark ikke skal bøje os for pres og trusler og aldrig vil gå på kompromis.

Nej, jeg taler langt mere prosaisk om,  at der ikke findes noget kompromis omkring den tegning. Enten må man tegne Muhammed med en bombe i turbanen, eller også må man ikke. Enten-Eller. Man kan ikke tegne Muhammed halvt – “kun til skægget, tak” – for sådan fungerer karikaturer bare ikke. Tekster kan modificeres, der kan lægges til og trækkes fra. Det er langt sværere med tegninger.

Må vi genoptrykke tegningen, eller må vi ikke? Må vi lave nye tegninger af Muhammed? Ja eller nej? Tøger Seidenfaden bliver ved med at sige “måske”, men det duer bare ikke. Derfor er Yamani i sin gode ret til at tage Seidenfaden på undskyldningen og tørre gulvet i cirkus-manegen med ham.

Det gode ved sagen er, at den selvretfærdige Tøger Seidenfaden står mere og mere klædt af overfor et undrende dansk og internationalt publikum. Han kan ikke blive med at lade som om, at sagen overhovedet ikke handler om ytringsfrihed og at der i virkeligheden slet ikke er nogen, der vil begrænse ytringsfriheden (en fiktion, som også Informations Bent Winther har digtet med på). Jo, der er der faktisk, og de kan ikke tales til ro med dialog og fælles forståelse. For der er ikke nogen fælles grund at mødes på. Det ved Faisal A. Z. Yamani udmærket godt. Det er på tide, at Tøger Seidenfaden også finder ud af det.

Opdatering:
Den her sag bliver mere og mere vanvittig. Det er nu kommet frem, at det var Yamani-familien selv, der tog intiativet til søgsmålet. Det var altså ikke en masse vrede muslimer, der henvendte sig til Faisal Yamani, sådan som Seidenfaden hævder. Sagen er konstrueret som en PR-maskine for Yamani-familien, og Politiken er hoppet i med samlede ben. Tøger Seidenfaden bør snart gå af som chefredaktør for Politiken. Han har ingen troværdighed tilbage.