Islam med et menneskeligt ansigt

”Der bliver krig”. Den unge, iranske mand så nervøst på mig og nikkede. ”Det her betyder, at der bliver krig.”

Scenen var en kupé i nattoget mellem Teheran og Esfahan engang i april 2007. På den ene side af seks-mands kupeen, der mindede om DSBs Intercity-toge i gamle dage, sad tre unge, iranske mænd. På den anden side sad vi – en dansk mand i starten af 30’erne og en dansk kvinde med tørklæde om hovedet efter den islamiske republiks forskrifter.

På bordet mellem os lå en iransk avis, hvor forsiden prydedes af præsident Ahmadinejad, der pralede af landets atomprogram og bad resten af verden rende og hoppe. Det var kort efter, at 15 britiske søfolk var blevet arresteret tæt på den iranske kyst og holdt fanget i en uges tid. Der var krig i luften.

Det var nok ikke det rigtige tidspunkt at tage til Iran på, men det gjorde vi nu alligevel. Vi var ankommet samme nat og efter en kort dag i Teheran var vi på vej til Esfahan, Irans sagnomspundne kulturelle hovedstad med de smukke moskeer og den vigtige historie. Det var nu ikke historien, vi primært var på udkig efter, men mennesker. Og allerede første aften var der bid.

I det samme øjeblik, døren var lukket, begyndte de unge mænd at tale til os, selvom de ofte spejdede imod døren for at se, om nogen lyttede med. En af dem – en velsoigneret ung mand med briller – sagde, at min ledsager ikke behøvede at have tørklæde på her. Alle kvinder i Iran skal bære tørklæde i offentligheden, men her ville hun ikke støde nogen ved at tage det af. Det var en venlig tillidserklæring, der viste, hvor begge parter stod. Herefter gik snakken.

Bekendelser i en togkupé

Jeg husker det som ekstremt overvældende, hvor ivrigt og direkte de fortalte, hvad de syntes om det iranske styre. Den unge mand med briller forklarede det mest diplomatisk: Inkompetence var det store problem. Alle mennesker med forstand var for længst stukket af fra landet – det ville han nok også selv (han var muligvis ingeniørstuderende). På daværende tidspunkt var landbrugsministeren admiral af uddannelse. Havde han så bare været general, så havde det da haft et eller andet med landjorden at gøre.

De to andre – den ene var designstuderende, den anden vistnok noget med kunst – var mere direkte. Farouk erklærede sig som ateist, han troede ikke på Allah og afskyede præstestyret. De var bange for, at der ville komme krig og at de ville ende ved fronten – og de var sikre på, at Ahmadinejad var godt i gang med at drive landet ud i en krig med USA. Vi mente nu ikke, at en krig var overhængende – USA havde rigeligt at bestille i nabolandet Irak – men det var klart, at de var bange. Hvis det endte med krig, ville de alle tre ende i hæren, og sikkert blive slået ihjel på stedet af amerikanske bomber.

Vi talte i flere timer og sad tilbage med et dybt og positivt indtryk af nogle begavede, venlige og imødekommende unge mennesker, der var fanget i en forfærdelig klemme: Gidsler for et vanvittigt styre og med vestens kanoner pegende på sig. Der var intet de ønskede sig mere end at komme ud af klemmen, og for dem var det klart, hvad der skulle ske: Der måtte et nyt styre til.

Krig blev der heldigvis ikke ved den lejlighed, men et nyt styre er der måske på vej nu. Der demonstreres igen og igen i Irans byer, situationen er eksplosiv og faretruende. Måske kommer der reformer, måske borgerkrig, måske ingenting. Jeg er imidlertid ret sikker på, at de tre unge mænd er på oppositionens side.

Religiøse demokrater?

Så vidt så godt, en fortælling om de unge liberale mod det teokratiske styre af mørkemænd og mullaher. Men der er mere endnu til historien. Flere timer senere, efter vi havde lagt os til at sove, stoppede toget ved en lille moské, så alle kunne bede morgenbøn. Det var åbenbart et krav i Iran, at togene standser for de fem daglige bønner, ligesom alle tv-stationer hver aften stillede om til aftenbønnen, hvilket fik det til at risle koldt ned at ryggen på os.

Det mærkelige var imidlertid, at den unge mand med brillerne faktisk stod op for at gå ud og bede sin morgenbøn i det sene nattemørke. Selvom han var ekstremt kritisk overfor regimet, var han også troende muslim, meget troende endda. Det forvirrede mig: Var det ikke de religiøse imod ateisterne? De moderne mod de gammeldags? Måske ikke.

Jeg har oplevet det flere gange siden. Jeg mødte et tidligere iransk parlamentsmedlem, der for nylig var flygtet til USA, fordi han var for kritisk overfor regimet. Han var en høflig og interesseret mand, men hans kone ville imidlertid ikke give mig hånden. Det var ikke uvenligt eller hovent ment, det ville hun bare ikke, og hun smilede undskyldende. Dybt religiøs, men imod regimet. Mærkeligt. Jeg hørte også en iransk kvinde, der var rådgiver for oppositionsleder Musavi, holde et foredrag i Washington, iført tørklæde. Igen: dybt religiøs, men for demokratiske forandringer, mere frihed og et atomprogram, der gennemføres efter internationale forskrifter. Samtidig er der mullaher i den religiøse by Qom, som er så religiøse, at de slet ikke mener, at det er mullahernes opgave at styre landet. I hvert fald ikke på den måde, det gøres nu.

En af repræsentanterne for oppositionen er kendt som ”Mullah Bloggeren” Mohammed Ali Abtahi, et parlamentsmedlem, der i længere tid har skrevet på sin blog, både på farsi og på engelsk. Her er hans indtil videre sidste blogindlæg på engelsk, fra juni sidste år lige efter valget. I juni blev han arresteret og idømt seks års fængsel for at ville omstyrte regeringen. På billederne her ses en synlig forandring af den stakkels Abtahi, der sandsynligvis har oplevet fysisk og psykisk tortur som så mange andre af de tusinder, der har været i regimets kløer i det sidste halve års repressalier, som Amnesty International har kaldt de værste krænkelser af menneskerettighederne i 20 år.

Så hvad vil den iranske opposition egentlig? De er i hvert fald enige om, at præsident Ahmadinejad og Storayatollah Khamenei har kastet Iran ud i unødvendige konflikter med omverdenen, smadret økonomien og ødelagt flere generationers fremtidsmuligheder. Men ellers kommer de fra vidt forskellige vinkler: Nogle er liberale demokrater, andre religiøse demokrater – glem ikke at oppositionens farve er grøn og deres slagråb er ”Allah er stor” – nogle er ateister, nogle socialister, nogle vestligt orienterede. Men måske er diversiteten oppositionens force: Det åbne, frie samfund er netop karakteriseret ved, at det ikke skal ét bestemt sted hen, men skal mange steder hen på samme tid, alt efter hvad menneskene i det vil. Måske er oppositionens splittelse også dens store mulighed: Kan de ikke blive enige om andet, kan de blive enige om at dele magten og skabe mere åbenhed. Islam kommer til at spille en rolle, naturligvis, men det kan blive Islam med et menneskeligt ansigt.