Fri Debat: Derfor

En ny dansk ytringsfrihedsorganisation har set dagens lys. Jeg er medunderskriver af Fri Debats manifest, sammen med en række andre, der med lidt tilsnigelse kan kaldes intellektuelle eller på anden måde er interesserede i det frie ord. En vred blogger skriver på JP, at vi er et lukket, elitært netværk af ytringsfriheds-fundamentalister, og det kan jeg kun skrive under på. Det er os, der trækker i trådene og kommer med korrekte synspunkt, man bliver irriterede over. Her kommer nogle flere:

For mig er ytringsfriheden et ubetinget gode og en afgørende bestanddel i et frit samfund. Sådan har de allerfleste danskere det heldigvis, og vi har i Danmark en særdeles levende og langvarig tradition for det frie ord og den frie ytring. ”Du har ret til at have din holdning”, siger vi, men tilføjer naturligvis med vanlig dansk skepsis: ”og jeg har min”.

Vi har brug for ytringsfriheden, fordi vi alle sammen (ikke kun os i Fri Debat, Mishra!) dybest set er nogle idioter. Vores viden og indsigt er ekstremt begrænset, og vi styres af fordomme, uvidenhed, frygt og instinkter i en grad, vi næppe tør indrømme for os selv. I mine diskussioner med andre holdningsmennesker – og det foregår hovedsageligt på nettet, da jeg in real life er en omgængelig person (læs: bangebuks) – slår det mig igen og igen, hvor utroligt forskellige vores perspektiver er, og hvor begrænset vores viden i grunden er. Alligevel ligger skråsikkerheden lige for.

Det er derfor, som filosoffen John Stuart Mill formulerede det, at vi har brug for ytringsfriheden – for vi kan aldrig vide, om vi selv tager fejl, eller om der måske er argumenter for vores holdninger, som vi ikke har fået belyst.

Det kan være ubehageligt at høre sandheden – og det kan være lige så ubehageligt at skulle lægge øren til alt det sludder og vrøvl, der faktisk bliver sagt. Som blogger, og dermed tvangsindlagt til at læse de kommentarer, der bliver skrevet på nettet, kan jeg konstatere, at der er helt utrolige mængder vrøvl derude – noget er dumt, andet naivt, andet igen decideret ondskabsfuldt og vildledende. Skal vi ikke, som de gode mennesker vi er, få renset ud i den slags? Næh, faktisk ikke. For hvad nu, hvis nogle af dem alligevel har en pointe? Det skulle da ikke være første gang, at vi havde taget fejl af både det faktuelle og det principielle.

Friheden under pres

Det er blevet sagt – eksempelvis af Informations Bent Winther – at ytringsfriheden ikke er under pres, og at Fri Debats projekt derfor er irrelevant. Jeg ved ikke, hvilken planet Bent Winther lever på, men han kan jo evt. prøve at spørge Kurt Westergaard eller Kim Møller (eller Theo van Gogh, nå nej, han er død, så ham kan vi ikke spørge). Eller han kan prøve at undersøge truslerne imod ytringsfriheden fra FNs menneskerettighedsråd, der ansporet af OIC forsøger at gøre kritik af religion til en racistisk og derfor forbudt handling. Heldigvis kæmper vestlige lande som Danmark imod, men når man i øvrigt ser på danskernes holdning til FN vil en FN-erklæring også kunne give genlyd herhjemme i Danmark, og måske snige sig ind af bagdøren. Eller hvad med truslerne imod retten til at bære burka eller tørklæde eller hvilken beklædningsgenstand, man nu ønsker sig? (Men ok, når man ser på, at Bent Winther mener, at den største trussel mod ytringsfriheden er, at mediemarkedet ”styres af store kapitalkoncentrationer”, så ånder jeg lettet op og konkluderer, at han ikke lever på samme planet som mig, med mindre han mener, at den ved lov offentligt beskyttede og tvangsbetalte mediemastodont Danmarks Radio også er en kapitalkoncentration).

Juraprofessor Eva Smith sagde i 2005 – til hendes evige skam – i efterdønningerne til Muhammedtegningerne, at vi nu skulle se at få lagt nogle begrænsninger på den dumme ytringsfrihed, hvorom hun mente: ”Grænsen bør gå ved ytringer, der kun har dét formål at svine andre til eller ikke har et meningsfuldt indhold – især, når det drejer sig om noget så væsentligt for mennesker som deres religion eller deres land.”

Vi har allerede blasfemi- og racisme-paragrafferne – de kunne jo belejligt genoplives og bruges til at lukke munden på de fæle racister. Men hvem bliver munden lukket på næste gang? Liberalisterne, fordi det de siger krænker de fattige? Socialisterne, fordi de krænker (og truer) de rige? Grundtvigianerne, fordi de ikke taler pænt om Indre Mission? Problemet er, at krænkelsen er subjektiv og kan være drevet af en misforstået forfængelighed, der ikke er nogen grund til at beskytte ved lov. Personligt bliver jeg krænket og såret, hver gang, jeg hører en politiker fra Enhedslisten åbne munden. Jeg mener sådan set principielt også, at hans eller hendes holdninger er både hadefulde og samfundsskadelige. Skal de så lukke munden, bare for min skyld? Eller for samfundets skyld? Næh, for de mener naturligvis det samme om mine holdninger, så dér står vi. Ingen af os kan i sidste ende afgøre, hvad der er ”værdifulde bidrag til debatten” og hvad der er ”svineri”. Og den, der får magt til at træffe den beslutning, bliver for alvor farlig.

Ingen har patent på, hvordan vi skal indrette samfundet eller hvordan det gode liv leves. Men vi har vores dybtfølte holdninger til spørgsmålet, og vi har vores egne små klaser af mere eller mindre gode argumenter. Dem skal vi have lov til at udveksle og afveje i frihed, uden censur eller trusler om vold. Derfor skal vi have en Fri Debat.